Om arkitekturanalyse

Derrida taler i ”Point de folie” om arkitektur betragtet som dekonstruktion - en praksis, hvor elementer analyseres, udspaltes, defineres for dermed at blive nedbygget og konstrueret igen, men nu på anderledes måder, der fremhæver nye aspekter af teksten, dvs. i denne sammenhæng arkitekturen, og dermed nylæser arkitekturen ud fra, hvad der på sin vis hele tiden har ligget potentielt (men gemt) i den. Han bruger i sin tankerække et særligt greb ved at indføre begrebet om galskab, sindssyge (la folie) eller galskaber i flertal (les folies): ”Through this proper name, in fact the folies are a common denominator, the ‘largest common dominator’ of this ‘programmatic deconstruction’.” (Rethinking Architecture: 325). Og man kan så spørge: hvorfor så som folies? Jeg tror, Derridas forklaring lader sig ane i dette citat: “(…) to the vast concept of the of madness, the great name or common denominator of all that happens to meaning when it leaves itself, alienates itself and dissociates itself without ever having been subject, exposes itself to the outside and spaces itself out in what is not itself: not the semantics, but first of all, the asemantics of Folies.” (ibid.)
Derrida synes altså at ville gå til arkitekturen, set som dekonstruktion, gennem begrebet om galskab, fordi der heri ligger muligheden for at se tingene skævt eller fra siden. Han kalder det at betragte arkitekturen dissocieret fra sig selv, dvs. ude af sig selv. Arkitekturen læses altså på sine egne præmisser, og så at sige indefra, men for at betragte dets interne forskelle, differenser, og paradigmatiske spaltninger. Generelt synes Derridas begreb om dekonstruktion for en stor dels vedkommende at bestå i at finde eller fremgrave tekstuelle differencer, små interne spaltninger. Er dette så en frugtbar eller inspirerende tilgang til arkitektur? Man kunne forestille sig, at det kunne hjælpe til at se, hvilke forudsætninger en given arkitektur indeholder, og dermed er det et analyseværktøj at læse arkitekturen som tekst med paradigmatiske forudsætninger, der kan nedbrydes, omdefineres, "forbedres" osv. En sådan abstrakt metode (som ikke er en rigtig metode, som Derida har sagt et andet sted) kunne givetvis have formmæssige indvirkninger. - Et meget ofte anvendt forståelses-alternativ er at afskrive Derrida som non-sense, hvad si’r I?
-M.L.