Opgør med enhedstænkning?

Hvad mener filosoffen Gianni Vattimo med il pensiero debole, den svage tænkning? Han taler om den svage tænknings modsætning, il pensiero forte, den stærke tænkning, som tænkningen med forbillede i kognitiv deduktion, og det lader os ane en opklaring. Vattimo lægger afstand fra metafysikken, der vil tænke væren ud fra nogle første principper, og han lægger op til en hermeneutisk tilgang, hvor f.eks. hver situation anerkendes at skulle tolkes ud fra sin egen logik i sin kulturelle, historiske kontekst.

Vattimo ser sig selv som en del af postmodernismen og lægger direkte afstand fra Lyotard påstand fra 1978, om at postmodernismen er passeret. Han beskriver postmodernismen som en bevægelse væk fra faste grænser for virkeligheden. Det er skellet mellem virkelighed og fiktion, simulation osv., der ebber ud, fortaber sig. Der er en tendens til, at gengivelse og anden simulation har fået en samtidighed med virkeligheden, bl.a. igennem fjernsyn, radio, Internet mm. Alt rundt om os sker i real tid. Og det, der er fiktion, får lov at fremtræde, som var det virkeligt - og det simulerede eller fiktionen tenderer at få samme status af virkelighed ved måden, det præcenteres, skaber et fælles referencepunkter i vores samtaler, bliver debateret og underkastet moral osv. Det er tendensen til at gøre historien simultan igennem f.eks. nyhedsdækningen og film, idet historien finder sted i en situation, hvor historicitet som diakroni, som en fast kausallitetslinje, flyder ud i intet. Den svages tænknings opgave bliver at medtænke disse nye aspekter, der synes at kendetegne vores virkelighed. Vattimo kritiserer den metafysiske forståelse af historien, hvor den tillægges en uniform tolkning, den forstås som havende en ideel udlægning. Dette, mener Vattimo, afslører sig som midler til at disciplinere og berolige, og han påpeger, at disse ikke længere er nødvendige inden for de aktuelle rammer:

”I concetti reggenti della metafisica – come l’idea di una totalità del mondo, di un senso unitario della storia, di un soggetto autocentrato capace eventualmente di appropriarsene – si rivelano come mezzi di disciplinamento e rassicurazione non più necessari nel quadro della attuali capacià di disposizione della tecnica.” (Vattimo, 1983: 18).

Man kan sige, at Vattimo vil have os til ikke fascistisk at følge og blindt tro på en tolkning af historien, men at anerkende dens flertydighed og mulighed for mangfoldig fortolkning - det modsatte er passiverende. Vattimo peger på, at man kun kan undgå den passiverende, metafysiske tendens ved at være åben over for en svagere form for tænkning:

”A questo rischio, a cui soggiare in definitiva il pensiero dialettico, utopico o negativo che sia, si sfugge solo se si associa alla critica della metafiscica come ideologia legata all’insicurezza e al dominio che da essa deriva la radicale ripresa del problema dell’essere...” (Vattimo, 1983: 18).

Det Vattimo, ligesom Heidegger, peger på, er, at man må gentænke, hvordan væren er; hvordan den fremstår, hvad betydningen er i dens fremståen og på hvilken måde, den er. Vattimo vil væk fra er en forståelse af væren med forbillede i måden, ting er på. Det jeg vil kalde den enkeltes levede væren, den sociale væren mm. adskiller sig fundamentalt fra den måde, ting er på. Og jeg vil tillade mig at stoppe med Vattimo, inden det bliver en regulær gennem og i stedet fabulere lidt over motivet i Vattimos gentagelse af et metafysikopgør. Hvad kan vi bruge det til? Jo, for mig indikerer det et behov for at åbne sig op for en flerhed af modeller, teorier eller syn på verden, fænomener og virkeligheder. Det indikerer, at det er utilstrækkeligt at ville indfange og forstå verden ud fra blot een model. Her kan en magtanalystisk tilgang måske hjælpe, idet den kan sætte ord på det fænomen, at en model på virkeligheden fremdrager visse aspekter af denne virkelighed, et andet andre, og det ikke nødvendigvis er muligt at komme med udtømmende overvejelser over, hvilken en, der er at foretrække frem for en anden. Dette er ikke et kampråb til opgivenhed, men et opråb om at lytte efter, ikke at bruge en teoretisk kæphest til at skærme sig af fra andre tilgange og måder at se tingene og sammenhængene på. - M.L.