John Cage og Stilhed

Dette er det første indlæg af tre om John Cages tanker i forbindelse med musik.

Stilhed. Det er hovedtermen og ledetråden gennem John Cages kompositioner. Men begrebet er brugt dialektisk; stilhed er nødvendigvis forbundet med lyd, ikke bare som 'mellemrum' mellem toner, men som lydens egen eksistensberettigelse. Stilhed findes ikke, men er et postulat; stilhed er indspundet i lyd, hævder Cage. For i et lydtomt rum vil der ikke være stilhed. Vejrtrækningen har en lyd. Men holder man vejret og lytter efter i et helt lydtomt rum, vil man høre to lyde, en høj og en lav, nemlig lyden af hhv. nervesystemet og blodcirkulationen (1). Her er altså tale om nøglebegrebet ambiens. Der er aldrig stilhed; der er omgivende lyde, skrammel, hosten, trafikstøj, naturens lyde, huset, der giver sig, kort sagt: ambiens.

Hvornår bliver stilhed så til ambiens i stedet for 'huller' mellem toner? Det gør den, når den optræder alene i tilstrækkelig lang tid. Gør den det, altså optræder alene, bliver den ikke længere stilhed, for da vil den lyttende bevidsthed begynde at fylde stilheden ud med de ambiente lyde. Stilhed som mellemrum mellem toner kan accepteres som 'ren' stilhed uden ambiens, da den er midlertidig og netop ment som stilhed, som hul eller som det ingenting, der forbinder forskellige lyde. Den er med andre ord forudsigelig. Uforudsigelig bliver den først, når de intenderede / komponerede toner fjernes. Det ambientes natur er uforudsigeligheden.

Et andet karakteristika ved stilheden som ambiens er, at rummet ikke kun af bevidstheden udfyldes med ambiens i form af lyd. Ikke kun ørerne er på arbejde. Øjnene, næsen og resten af kroppen arbejder også med at udfylde stilheden. Den iscenesatte stilhed bliver påtrængende på alle planer for recipienten.

Cages motivation for at lade publikum arbejde med skal findes i hans opfattelse af kunstens insisteren på liv. Færdigkomponeret musik ser Cage som død idealitet. Musik, der derimod er åben for uforsigelighed og for improvisation - og som endda kan medtænke det ambiente - er udtryk for livet i dets fylde. Livet er rodet, kaotisk, uden orden. Den fænomenologiske opfattelse af livet, som vi kender den fra eksistensfilosofien, må tage udgangspunkt i et oplevende jeg. Jegets oplevelse af livet som tidsligt, som konstant værende i et nu, kan ikke overskrides uden at havne i idealitet. Det samme med musikken: Det er her og nu, der gælder. Hverken i musikkens eller i livets fænomenalitet kan der tales om start, midte, slutning eller mening; alt dette gives kun som selvets adskilte efterrationalisering. Både musik og liv opleves i nuet, og enhver påtvunget kontinuitet, orden eller opskrift vil blokere for en levende tilgang.

I den levende tilgang til musik må vi berede os på enhver mulig kontinuitet - også muligheden for stilhedens uforudsigelige lydbilleder.

Note: (1) John Cage: Silence, Wesleyan University Press, Middletown, Connecticut 1961, p. 23. 

J.F.K.