Skræmmekampagne

Der føres valgkamp i Danmark, og der føres skræmmekampagne - den demokratiske valgkamps uundgåelige følgesvend. Men hvad er egentlig en skræmmekampagne?
I hvert fald er skræmmekampagnen i den grad et æstetisk element i valgkampen. Det er forsøget på at fortegne et billede af modstanderen, et billede, der virker afskrækkende. Da det ifølge dansk lovgivning ikke er tilladt at lyve om sin modstander, bliver virkemidlet til narrebilledet det retoriske: Vi befinder os altså i den æstetiske sfære. Generelt må vi sige, at valgkampens metode er æstetisk. Vi kender partiernes standpunkter. Deres politik er tilstrækkeligt professionelt sat sammen til, at vi ikke kan finde 'huller' i argumentationen. Hvert parti har som politisk program en færdig pakkeløsning, der er gennemtænkt af professionelle rådgivere, spindoktorer, erhvervsfolk etc. Der skal derfor eksperter til for at diskutere indholdets validitet og økonomiske bæredygtighed. Vi ser ingen politiker bryde sammen eller blive rådvild, for svaret på alle eventuelle indvendinger kommer som ren rygmarvsreaktion. Som sagt: Partiprogrammet er en færdig og uigennemtrængelig pakkeløsning. Denne indbyder derfor til en kamp om retorik - og ikke om reelt politisk og ideologisk indhold. Og med retorik kan man karikere sin modpart i den ønskede retning, uden dog at lyve. Den politiske diskussion er derfor i overvejende grad retorisk-æstetisk; det handler om at tage sig godt ud på tv og at virke selvsikker.

Hertil kommer det altid benyttede trick, nemlig at føre skræmmekampagne. Beskæftigelsesminister Claus Hjort-Frederiksen (V) har senest ført en af slagsen. Han peger på Asmaa Abdol-Hamid (Enhl.) som mulig betingelse for en socialdemokratisk ledet regering. Asmaa Abdol-Hamid er religiøs muslim og er derfor nem at anklage for utroværdighed, når hun skriver under på Enhedslistens principper om ligestilling mellem kønnene, afvisning af dødsstraf etc.

Hvad der både kan undre og skræmme, er imidlertid, at det æstetiske i nærværende valgkamp 2007 vejer så tungt, at indholdet i politiske budskaber synes helt glemt til fordel for politikernes fremtoning. Vi hører fx meget om Pia Kjærsgaards (DF) selvsikkerhed og troværdighed. Diverse kommunikationseksperter belærer os om slige detaljer, mens langt mindre tid bruges på at analysere og kommentere indholdet i de valgløfter og budskaber, de forskellige partier præsenterer. Dansk Folkeparti kan således foreslå et totalforbud mod tørklæder i det offentlige rum, uden at det vækker den store opmærksomhed. En enkelt journalist forsøger sig med, at dette forbud minder om tyskernes behandling af jøderne i 1930ernes Tyskland, en analogi, der igen er æstetisk (analogiens væsen indbefatter et æstetisk element) og kommer som venstreorienteret automatreaktion. En reel diskussion af forslaget udebliver. Dæmoniseringen af den politiske modstander er i den grad bundet op i den æstetiske sprogbrug. Det synes næsten som om, at når et parti fremstår som sin egen karikatur ved at komme med nærmest dæmoniske forslag, så er det ikke nødvendigvis en gave til modstanderne. Gevinsten består i at kunne kontrollere sin modstanders retorisk, altså at kunne præsentere et billede / narrebillede, simpelt hen fordi narrebilledet i skræmmekampagnen fremstår stærkere. Narrebilledet har været igennem den æstetiske vridemaskine. En venstreorienteret dæmonisering af Dansk Folkeparti vil således fremstå stærkere for vælgerne end DFs egne ytringer. For dæmoniseringen har valgt den bevidst retorisk-æstetiske tilgang, der farver budskabet på den ønskede måde.
J.F.K.