Sunday, August 05, 2007

Sloterdijks kynisme (del II)

Jeg bringer her et citat fra Peter Sloterdijks Kritik af den kyniske fornuft:

"I det moderne brister de bånd, som i den klassiske tænkning holder refleksion og liv sammen. [...] Faktisk er vore dages objekterkendelse for størstedelen blevet frikoblet fra enhver forbindelse til et selv og møder nu vor bevidsthed i den udifferentierede salighed, hvorfra der ikke længere fører nogen vej tilbage til subjektiviteten. I den moderne videnskabelige erkendelse vil der aldrig kunne være tale om, at et jeg erfarer noget om sig "selv", og i den udstrækning dette jeg stadig studerer sig selv, forlader det med sin åbenlyse tendens til verdensfjern navlebeskuelse enhver realitet. I den moderne tænkning er det indre og det ydre, subjektiviteten og sagen faldet fra hinanden og blevet til to "verdener, der står fremmede for hinanden". Dermed forsvinder samtidig den klassiske præmis for at filosofere. En sætning som "kend-dig-selv" vil af moderne mennesker altid blive opfattet som en invitation ind i egotrippets eskapistiske ignorans. Den moderne refleksion frasiger sig udtrykkeligt enhver kompetence til uden videre at indlejre subjektiviteterne i de objektive sammenhænge; hvad den opdager er tværtimod afgrunden mellem de to verdener. "Selvet" ved på en hemmelighedsfuld måde, at det er forbundet med en "verden", uden at det på samme måde som i den græske kosmologi kan erkende sig selv i denne; og ingen "formidlende" instanser som for eksempel socialpsykologi eller neurofysiologi er i stand til at ændre noget ved dette. [...] For den der tænker det moderne radikalt igennem, afslører tomheden sig ved "selv"-polen og fremmedheden sig ved "verdens"-polen, og hvordan noget tomt skulle kunne genkende sig "selv" i noget fremmed, det kan vor fornuft ikke selv ved den bedste vilje forestille sig."

Kritik af den kyniske fornuft, s. 184-5

Mennesket - herunder selvfølgelig også filosoffen - befinder sig i en tilstand mellem materialitet og idealitet, siger Sloterdijk. På en slags ur-eksistentialistisk vis bliver Diogenes inkarnationen af overensstemmelsen mellem idealitet og materialitet; han lever, hvad han lærer og lærer, hvad han lever.

Dette tidlige oprør mod sokratisk dialektik er dog i moderne tid blevet næsten glemt - og slår kun igennem i visse sfærer, specielt politiske (jf. første del af dette essay nedenfor). I videnskab er der et demokratisk krav til, at resultaterne skal være gennemsigtige. Dette krav gør sig også gældende i de humanistiske videnskaber og i intellektuel tradition:

"Kravet om, at det fornuftige skal kunne gøres alment, trækker oplysningen ind i politikkens, pædagogikkens og propagandaens malstrøm. Dermed bekæmper oplysningen bevidst de ældre visdomslæreres djærve realisme, hvor det overhovedet ikke var noget problem, at masserne var tåbelige og fornuften kun for de få. Den moderne elitisme må forklæde sig demokratisk."

Kritik af den kyniske fornuft, s. 19.

Begrebet 'realisme' er her interessant. Den oplyste fornuft, vi kunne kalde den det almene eller fælles fonuftige, skal ikke underlægges en realistisk subjektivitet, men skal i stedet kun tage hensyn til en postuleret almen og fornuftig intersubjektivitet. Det enkelte, det subjektive, er fortrængt i en moderne oplyst samtale. (Netop derfor har jeg i et tidligere essay været inde på, at det subjektive ingen rolle spiller i en oplevelsesmæssig æstetisk sammenhæng.) Der er et evigt krav om demokratisering af ethvert budskab.

Derfor virker det betændt, når det indimellem kræves, at visse personer - specielt offentlige personer, politikere, intellektuelle, kulturfolk, erhvervsfolk - bibeholder en synlig relation mellem deres ideologi og deres levede liv. Vi har en oplysningstradition, der i mere end 2000 år har bekæmpet denne relation.

I den demokratiske kommunikations tjeneste skal enhver subjektivitet kunne yderliggøres i det almene, hvilket er en aflivning af det egentligt subjektive. At ville hjælpe sig selv gennem diverse selvhjælpskurser er ikke en egentlig hjælp til selvet i subjektiv forstand, men en hjælp til det almene subjekt i demokratisk forstand. Det er en hjælp til at kunne navigere bedre som alment subjekt blandt almene subjekter.

- J.F.K.

4 Comments:

Anonymous Anonymous said...

De synes at være mange begreber om ”subjekt” eller ”subjektivitet” på spil her, men måske det slet ikke var så stort et nummer, hvis Hr. forfatteren skelnede mellem ”subjekt i demokratisk forstand” og ”subjektet som oplevelsesdimension” (det, som i indlægget kaldes ”… det subjektive[, der] ingen rolle spiller i en oplevelsesmæssig æstetisk sammenhæng.”, for så ville der slet ikke være noget problem i at hævde, at det subjektive er vigtigt, og at demokratiet betoner det kollektive. Kollektivitet og subjekt er ikke gensidigt udelukkende begreber, de må tværtimod begge i spil ved en beskrivelse af samtiden. Dette ikke at forveksle modstriden mellem individualisme og kollektivisme.
Dette begrebslige skred er allerede til stede i Sloterdijks tekst. Og så kan Sloterdijk have ret i, at der er en vis skizofreni eller dobbelthed i, at man i moderniteten må skelne mellem subjekt og kollektivitet, fordi subjektet er en del af det kollektive: I det moderne har man der en både-og-tænkning: man må kunne skelne mellem sin egne meninger, subjektive erfaringer og enkelte oplevelser og på den anden side det kollektive, det normativt korrekte, vores fælles erfaringer (f.eks. gennem medier) osv. Dette var mindre vigtigt, da Sloterdijk var ung og formede grundlaget for sin tænkning. Sloterdijk skriver, at ”Dermed forsvinder samtidig den klassiske præmis for at filosofere.”, hvilket er rigtig, men det er også derfor det moderne samfund ikke er ideologisk på samme måde som det tidligere var muligt. Tilstandene har forandret sig, og der må en gentænkning til. Det synes derfor underligt at ville benægte det subjektive for at forblive stagneret i en tænkning, der var tilpasset verden for 30 år siden.
- M.C.L.

4:27 PM  
Anonymous Anonymous said...

Sloterdijk siger intet om subjektet forstået som den oplevelsesmæssige dimension. Det subjekt, han taler om, er det formidlede subjekt i en intellektuel tradition. Her er hans pointe, at videnskabsmanden i dag i højere grad er underlagt og afkrævet en offentliggørelse af sine resultater, hvilket kan forstås som en demokratisering af det intellektuelle subjekt. Dette er i dag højaktuelt i Danmark, hvor forskere afkræves gennemsigtighed og offentliggørelse af deres forskningsresultater. Der er en helt klar tendens til, at den enkelte forsker skal stå til demokratisk regneskab for sin forskning. Det er dette, Sloterdijk kalder demokratisering af subjektet. sloterdijk er snarere inde på en subjektets historie end på subjektet forstået som en oplevelsesdimension.
J.F.K.

9:14 PM  
Blogger oakleyses said...

moncler, parajumpers, moncler, pandora charms, moncler, ugg, hollister, oakley, canada goose, air max, converse, swarovski, pandora jewelry, louboutin, hollister clothing store, toms shoes, moncler, swarovski crystal, links of london, converse shoes, gucci, supra shoes, air max, moncler, thomas sabo, ugg, coach outlet store online, louis vuitton, vans, karen millen, moncler, montre homme, canada goose, iphone 6 cases, rolex watches, juicy couture outlet, pandora charms, moncler outlet, hollister, timberland boots, wedding dresses, baseball bats, juicy couture outlet, ray ban, ralph lauren, lancel

1:28 AM  
Blogger Unknown said...

louis vuitton outlet
ugg boots
coach handbags
ralph lauren outlet
michael kors outlet
ugg boots
ugg outlet
canada goose
rolex watches
gucci uk
201612.15wengdongdong

9:28 AM  

Post a Comment

<< Home