Street art eller stille oprør

Gadekunst eller street art, som det hedder, er i højere grad gået væk fra graffitien over til papir. Udover at fjerne de dyre regninger for oprydning, var det som indvarslingen af en fornyet seriøsitet i feltet. Det mere hærværksagtige er gledet i baggrunden, og ud kommer der plakatmalerier, klistermærker, papirklip, skabeloner, collager dekoreret med spraymaling og tusch mm. I forhold til graffiti har den fået et mere eksistentielt præg, og den begynder i det hele taget at minde os om, at kunsten for alvor har indtaget gaden.
Sociologisk betragtet kan man se, at fænomenet ikke forekommer i alle områder af byerne og ikke alle af byer. Det er de mere alternative områder med undergrund og en alternativ kunstscene. Således finder vi ikke fænomenet i etablerede gallerikvarterer, men der hvor kreative befolknings-grupper mellem 20 og 40 år har deres indforstået hippe centrer, som ikke endnu er blevet etablerede. At et kvarter bliver for etableret synes på sigt helt at kunne ødelægge det: Kvarteret bliver usexet for den alternative scene.
Jeg ser gadekunsten som et stille oprør mod det etablerede samfund. Og hvorfor kun stille, jo, fordi det efterhånden er almen accepteret viden, at selv outsideren eller kunstneren er del af samfundet, hvilket umuliggjorde oprør. Tilbage er der så at rette sig indad, hvilket den øgede tiltrækning mod alternative religioner vel er et udtryk for, allerede er en tendens. Parallelt med dette er også kunsten generelt set igen blevet mere eksistentielt i sit udtryk.

- M.C.L.