Hyperrealitet

I et tidligere post har jeg kort været inde på begrebet hyperrealitet bl.a. i forbindelse med Mario Perniolas bog ”Ritual thinking” og en behandling af begrebet simulacrum, og det er nu tid til at følge op på det. Det kan nævnes, at en af Perniolas hensigter med at fremdrage disse begreber er at nuancere vores forståelse af virkelighedens kompleksitet og dens måder at manifestere sig på som virkelighed (Perniola, 2000: 169). Det er altså analyser, der sætter fokus på æstetisk manifestation.
Perniola skriver, at massemedier på en vis måde har overgået fra at være simulacrum til at være hyperealitet. Fjernsynets billeder er hyperrealitet, fordi det viser billeder, der giver mere overblik og større viden, end man som individ kunne få i den enkelte, konkrete situation. Massemedierne er blevet ”virkelighedens spejle” og fortæller os mere om virkeligheden, end vi selv som tilstedeværende ville kunne opleve. Hyperrealitet er altså bl.a. karakteriseret ved manipulerende at fremdrage mere virkelighed, end virkeligheden selv indeholder. Det er også værd at bemærke, at hyperrealitet er æstetisk, iscenesat virkelighed.
Simulacrum er for sit vedkommende en kunstig skabt konstruktion, en kopi, som ikke refererer til noget, ikke henviser til en original, og som heller ikke i sig selv er en original. I modsætning til simulacrum er hyperrealitet det, der simulerer at være præsent, nærværende virkelighed, men er mere end det, det henviser til.
Som perspektivering, kan man nævne, at Baudrillard taler om hyperrealitet på en lidt anden måde. Han skriver, at simulation er en udvikling og konstruktion af modeller af virkeligheden uden oprindelse, reference eller realitet, og dette kalder han hyperrealitet. Og det er netop i ”Amerika”, han mener at finde den højeste grad af hyperrealitet, som et simuleret overmål af virkelighed, f.eks. forbrugsgoder kun er ”lykken”, fordi man intersubjektivt er enig om, at det er tilfældet.
Hvis man accepterer disse begreber, fører det til, at man med rimelighed kan tale om, at den klassiske metafysik er forbi: Valget står ikke længere mellem, om noget er sandt eller falsk, men derimod imellem om et billede prætenderer at være præsens eller at være et billede, der præsenterer sig selv som billede; – mellem hyperrealitet og simulacrum (Perniola, 2000: 170). I den forstand er spørgsmålet, hvad Noget referer eller henviser til ved at glide ud.
Disse begreber kan ses som en afstandstagen fra f.eks. Heidegger, der i ”Kunstværkets oprindelse” taler om, at sandheden ”afslører sig”, og at kunstværket er et af de steder, hvor værens sandhed træder frem.
Jeg mener, at der i kunst er elementer af både simulacrum og hyperrealitet, men ud fra denne terminologi kan man ikke længere tale om, at der er nogen sandhed, der kan afsløre sig. Kunst er således hyperrealitet ved at sætte fokus på en del af menneskets livsverden på en kvalificeret måde, der trækker udvalgte elementer frem. Disse elementer hypes, de iscenesættes æstetisk, de fremhæves og bliver overvirkelige, tiltrækker sig ualmindeligt meget opmærksomhed. Omvendt er også kunst simulacrum, fordi kunst er kunstig, skabt konstruktion, en kopi, som ikke refererer til noget, ligesom den heller ikke henviser til en original, og til gengæld er kunst selv en original, besidder en egen autonomi. Kunst er denne repræsentation, der ikke repræsenterer men er et autentisk udtryk, der fremstiller aspekter hyperreelt. - M.L.