Om Stil

- En læsning af Richard Shustermans artikel 'Genius and the Paradox of Self-styling'.

Til en reception i et galleri i København så jeg en ung mand i en t-shirt med teksten "Fashion sucks - Style rocks". Jeg undrede mig over dette udsagn, da jeg mener, at mode og stil er to sider af samme sag. Stil er også en modus, en fastlåst måde at gøre tingene på. De to begreber, stil og mode, er beslægtede i og med, at de begge betegner en fastlåst position. Man kan følge moden på samme måde, som man kan påtage sig en stil. Ingen af begreberne garanterer originalitet: Stil er - ligesom mode - en fælde, der lokker med personligt udtryk, men egentlig fordærver ethvert udtryk. 'Style is a trap', som kunstneren steen t. krarup, min farbror, hævder.
Men så læste jeg Richard Shustermans artikel 'Genius and the Paradox of Self-styling', som netop peger på stil som noget individuelt, der er forudsætningen for al kunstproduktion. Livsstil går forud for og betinger de kunstværker, kunstneren producerer, hævder Shusterman. Dette lyder også ganske plausibelt, når vi lytter til en af det gamle Roms fremmeste tænkere, nemlig Seneca, der påstod, at et samfunds eller en periodes livsstil kommer til udtryk i samme periodes litterære stil. Dette er i dag alment kendt: En tidsånd vil for det meste være aflæselig i kunsten. Shusterman arbejder altså med en meget bred betydning af 'stil'.
At give sig selv stil - 'self-styling' - får en fornyet aktualitet i en virkelighed, hvor specielt kunsten har ophævet skellet mellem at lave og at gøre. Kunstneren selv er i performancekunsten indtrådt som en integreret del af værket, hvorfor kunstnerens gøren bliver en del af det 'lavede' værk. Gøren og laven er blevet en enhed i moderne kunst, der forener kunst og liv. Hvis kunsten står for det lavede, står livet for det levede, det gjorte. Kunstnerlivet som kunstværk (Marcel Duchamp kan her fungere som rollemodel!) er slået igennem i populærkunsten, hvor popstjerner bruger måske hovedparten af deres tid på at arbejde med deres stil: Hvad for noget tøj skal man gå i, hvem skal man ses sammen med, hvilke værdier - æstetiske, etiske, politiske - vil man forbindes med...? Så meget er det slået igennem, at helt almindelige mennesker arbejder med 'self-styling'. Stil får man ved fx at købe økologiske fødevarer, at sige nej tak til reklamer og gratisaviser, at forholde sig kritisk til byens arkitektur eller at dyrke yoga. Selvom fx Duchamps projekt kan synes temmelig udvandet i forhold til moderne 'self-styling', må begge fænomener siges at være æstetiske. Derfor bør det være en hovedopgave for æstetikken at beskæftige sig med stil, argumenterer Shusterman.
Men for at komme tilbage til udgangspunktet: Skal stil ses som noget individuelt eller som noget, der tilhører massen, dvs. noget upersonligt? Dette lader sig ikke besvare som et enten-eller. Snarere må man sige, at stil ikke kan undgås. Men hvor den 'almindelige' forbruger har et mindre kritisk forhold til stil og påtager sig en mere eller mindre præfabrikeret udgave af slagsen, vil kunstneren - eller 'geniet', for at bruge Shustermans udtryk - navigere mere frit mellem de mange stiltilbud for at sammensætte sit personlige udtryk. 'Stil' bliver altså en dobbeltsidig term: På den ene side kan man påtage sig en stil, hvilket degraderer det personlige udtryk, og på den anden side kan man 'have stil', hvilket netop markerer et personligt udtryk. Stil som betegnelse for individualitet går altså i retning af personlig forankring. Det påtagede bliver personligt og upåtaget. Navigeringen mellem stilarterne udspringer af en peronlig forankring, der - i hvert fald hos den kritiske forbruger - søger at sætte massekulturelle stilfænomener i en personlig kontekst.
J.F.K.