Simulacrum

Den italienske filosof Mario Perniola har beskrevet to filosoffers forståelse af værens manifestation for mennesket. Den ene er Heidegger, den anden Klossowski. De er grundlæggende uenige. Heidegger hævder, at mennesket har direkte tilgang til væren, og at fænomen og væren er det samme. Hermed tager Heidegger afstand fra en klassisk platonisk tankegang, der tænker væren som noget, fænomenerne forvrænger, tilslører og lægger sig imellem erkendelsen og væren, så mennesket reelt ikke har adgang til det sande, væren.
Klossowski mener, at det at vende tilbage til tingenes i sig selv er umuligt. Tingene i sig selv er simulacra, de er ikke fænomener, de er kopier af noget, der aldrig har eksisteret. De er tilsynekomst af det, der ikke eksisterer, og indirekte afvises dermed det metafysiske begrebspar, virkelighed og repræsentation. Al tilsynekomst refererer vedvarende til kopier, og de refererer til noget uden for sig selv, til gentagelse og er simulacrum. Gentagelse er et dunkelt begreb hos Klossowski. Begrebet forudsætter en del teoretiske slutninger, hvor en af måderne at forklare det er at henvise til, at den oprindelige repræsentation af væren gentages og gentages, men i forglemmelse af, at det er gentagelser, og Klossowski mener ikke, det giver mening at spørge tilbage til, hvad det oprindeligt var gentagelse af.
På hver deres måde afviser Heidegger og Klossowski altså den begrebslige skelnen mellem den sande verden og den tilsyneladende verden. Men hvor Heidegger udvikler en positiv forståelse af vores mulighed for at begribe verdens væren, er den mere negativt formuleret af Klossowski. For ham udstrækker tilsynekomst sig over al væren. En af grundene til, at simulacra kan synes som væren, er forglemmelsen af gentagelsen, oblivion, iflg. Klossowski (Perniola, 2000: 183).
Arketypen på simulacrum er fjernsynets gentagelse af verden, ikke som repræsentation, men med egen ret, som simulacrum. Ingen forveksler det med virkelighed, men det tages alvorligt og er noget reelt i sig selv. Det er en fælles intersubjektiv referenceramme og som sådan et virkeligt fænomen.
Hvis Klossowskis tankegang overføres til subjektets forhold til sig selv og selverkendelsesforhold, kan subjektet forstås som simulacrum, der ikke når ind til sig selv, men for hvem, der heller intet er at nå ind til, da der ikke er et noget at drage frem og afsløre. Men subjektet er samtidig heller ikke i overensstemmelse med sig selv, det er ikke identisk, men altid skævvredent, ude af sig selv, i angst, stræben og i søgen. I forlængelse af Nietzsche skriver Klossowski et sted:

”… il n’y a ni sujet, ni objet, ni vouloir, ni but, ni sens – non pas à l’origine, mais maintenant et toujours. // Les notions de conscience et d’inconscience formées à partir de ce qui serait responsable ou irresponsable, supposent toujours l’unité de la personne du moi, du sujet – distinction purement institutionnelle, passée de ce fait dans les considérations psychiatriques.” (Klossowski, 1969: 66-7).

Med andre ord afviser Klossowski grundlaget for at tale om et subjekt, og han fortsætter med, at begreberne som bevidst og ubevidst, forestillinger om subjekt og identitet, alle er begreber, som psykiatriens erfaringer har vist ugyldige. – Idet vi altså ved, at man ikke finder sit selv eller sit subjekt, men at det trods denne erkendelse stadig er en virkelig bestanddel af vores verden, så synes selvet, ligesom fjernsynet at være en kerneeksempel på et simulacrum – det er manifestation af noget, der ikke eksisterer i sig selv i Klossowskis forstand.
– M.L.