Radiomontage eller "musique concrète"

Det har i særlig grad fascineret mig at forsøge at skabe rum af lyd. Det er opstået ud fra den simple iagttagelse, at rum kan sanses uden at blive set. Tilbagekastninger og genklage fortæller om materialitet, stoflighed, hårdhed og rumstørrelse. Dertil muligheden for at skabe rumoplevelser i noget, der bliver et fiktivt rum, når forskellige rumklange kombineres og nye reallyde sættes til. Lad dette være iscenesættelsen, så har man situationen for den perfekte samtale i en radiomontage som en kombination, der har muligheden for næsten at blive musik.
Else Marie Pade har sagt, at ”…hele dagliglivet, der omgiver os, er musik,… her omformer man [så] lydene i et musikalsk kompositorisk forløb og indordner dem i ganske bestemte rytmer og klange.” Else Marie Pade har netop i sine tidlige radiomontager brugt reallydene kompositorisk, og som sådan er der meget at lære af hende. Det samme gælder for Karlheinz Stockhausens musik og Pierre Schaeffer, som introducerede begrebet musique concrète; i øvrigt må i dansk sammenhæng nævnes Per Højholt som inspiration til brugen af stemmens poesi i lydcollagen, som det, der danner overgang fra musik til sprogligt indhold.
På et tidspunkt i denne leg med reallydenes musik dukker spørgsmålet op om, hvad der er musik, og hvad der ikke er det. Hvis det, at dagligdagslydene ordnes, sættes i system og komponeres, skaber musikken; hvis reallyd kan skabe rumoplevelser, der forklarer og indikerer den rummelige situation, og reallyden kommer til at udgøre musik, så vil der opstå grænsetilfælde, hvor man ikke kan høre forskel på den uforarbejdede lyd og musik? Vi vil møde eksempler på ikke at vide, hvor grænsen går for, hvornår noget er arrangeret og dermed musik, fordi allerede det at opsøge bestemte lyde, er at arrangere.
Det er ikke et spørgsmål, der nødvendigvis skal besvares, men det er interessant at holde op som pejlemærke i skabelsen af radio. Det foranlediger til at sætte lyden i scene, at manipulere og danne en komposition, for hvornår hvilke lyde skal falde ind, og få lydbilledet til at leve og spille.
Idet lyden er manipuleret og designet, har den fjernet sig fra at være ren reallyd, og den er her ikke længere tilfældighedernes sammenspil i virkeligheden, men en arrangeret opsætning. Denne arrangerede lyd er på den anden side et endnu bedre udtryk for verden, for den skærper vores lytten og får os til at høre det, vi ellers ikke ville høre. Hvis vi tillader os at være polemiske, er den derfor mere virkelig, end hvis den ikke var arrangeret, fordi kompositionen retter vores opmærksomhed og gør, at der bliver lagt mærke til det, der ellers var forblevet ubemærket.
Rytmer blander sig og skaber musiske rumoplevelser med rytme og struktur parallelt til arkitekturens visualisering af rytme og struktur. Rummene er ikke ydre, men indre forestillinger og oplevelser hos lytteren. Når reallyden blander sig med samtalen, og reallydenes musik så at sige blander sig og går i samspil med de talende stemmer, når reallydene bliver til mere end blot udfyldning af stemmens pauser, idet de overskrider, så er det, at lydmontagen begynder at hæve sig.
- M.L.