Om kunst og anæstetik: '4 minutes and 33 seconds'

I New York City 1954 sidder der i et gadekryds en pianist foran et flygel. Han skal til at opføre - uropføre, faktisk - et stykke musik komponeret af avantgardekomponisten John Cage. Stykket har fået titlen '4 minutes and 33 seconds', en titel, der henviser til stykkets længde. Folk stimler sammen: Hvad skal der ske, og hvorfor dette arrangement midt i New Yorks gader? Pianisten løfter armene og skal til at begynde på stykket, men sænker armene igen. Han koncentrerer sig, men rører ikke på noget tidspunkt flyglets tangenter. Hvornår kommer der lyd, tænker publikum, hvornår begynder han at spille på klaveret. De bliver skuffede. Han kommer ikke til at spille på klaveret i løbet af stykkets varighed, 4 minutter og 33 sekunder. Jamen så var der jo intet, ingenting, kunstværket var tomt, meningsløst, lyder indvendingen. 'Kejseren har jo ikke noget tøj på', indvender den dilettantiske lytter med indbildsk skarpsindighed.

Kan '4 minutes and 33 seconds' med rette siges at være musik? Hvad er egentlig den musikalske intention med stykket? For mig at se kan stykket gå i to retninger, pegende hver sin vej, hvis man tillader en lidt skematisk tilgang. Den ene vej - og her følger vi den umiddelbare, dilettantiske intuition - er opgøret med indholdet. Nivelleringen, devalueringen eller simpelt hen tilintetgørelsen af musikken. Den anden vej er den potentielle udvidelse af den musiske sfære. Musik er kendetegnet ved temporal iscenesættelse af lyd. Denne lidt åbne definition degraderer ikke Cages stykke til intet. Stykket opnår præcis det indhold, der måtte indfinde sig i de 4 minutter og 33 sekunder, stykket varer. Indholdet i det konkrete tilfælde i 1954 bestod af lyde fra gaderne, biler, hosten, snakken, råben, ringen etc... Her udvides indholdet: Hverdagens lyde tildeles musisk signifikans. Den ene form for lyd skal ikke have æstetisk forrang for den anden. Der gøres op med forestillingen om vellyd og introduceres en ny form for vellyd. Eller rettere: Vellyd er en forstilling, der eksisterer som subjektiv og uinteressant smagsdom. Der bliver i stedet tale om lyden som lyd - ikke som vellyd.

Al lyd degraderes eller ophøjes (alt afhængig af temperament) til at have samme æstetiske signifikans. Æstetik forstået som læren om det sanselige kan ikke begynde at udelukke en form for lyd gennem smagsdommen. Publikum til Cages stykke får uden tvivl en sanseoplevelse, men ignorerer den, da de i stedet leder efter den bestemte oplevelse, oplevelsen, som de kan fælde en smagsdom over. Cage gør først efterfølgende publikum opmærksomme på, at den bestemte dom skulle være fældet over det ubestemte, det tilfældige. Fokus har været rettet mod det forkerte, nemlig mod en forventning, der ikke blev indfriet. I stedet skulle det sanselige fokus være rettet mod det, som konkret var. Cage har altså formået at få folk til at slå sanserne fra og rette dem mod noget forventet, der ikke eksisterede, i stedet for at sanse det, der rent faktisk var at sanse. Publikum er i 4 minutter og 33 sekunder gjort til ikke-følende, bedøvede skabninger. Folk er blevet udsat for en anæstesi.

Midt i denne publikums bedøvelse har Cage ladet sin pianist mime en kunst(ig) begivenhed (koncerten). Gennem dobbelt-negationen - skuespillet, iscenesættelsen af en koncert, der i forvejen er en spillet iscenesættelse - gøres 'stykket' til en 'virkelig' begivenhed. Kunstigheden ophæver sig selv, når den bliver kunstig: Iscenesættelsen udsletter sin egen iscenesættelse, når den bliver iscenesat. Cages stykke har gjort sig lig ikke-stykket, nemlig gadelyden.

Anæstetik er ideen om, at det sanselige, det æstetiske, bedøves. I stedet for sanseoplevelsen introduceres en oplevelse, der nok er sanselig, men af sanserne opfattes primært som en mangel. Først sekundært tildeles oplevelsen typisk positivt indhold. Således også med Cages stykke. I første omgang opfattes '4 minutes and 33 seconds' som mangel på lyd, altså som stilhed. Efterfølgende vil det 'lydtomme' stykke tildeles den lyd, som egentlig fandt sted - i det konkrete tilfælde: New Yorks gadelyd. - J.F.K.