Om nærhed, markedsøkonomi og invasionen af Irak

I den vestlige verden har vi vænnet os til den, for den uindviede, svære balancegang mellem ægte nærhed og profitorienterede forbindelser: Vi kan samtidig være nære kolleger og konkurrenter - fx på de højere læreanstalter eller i erhvervslivet - og, nærmest på trods af dette, samtidig nære venskabelige følelser for hinanden. Der er tale om en følelsesmæssig balancegang, da det er op til enkeltes samvittighed og dømmekraft at vurdere, hvornår en forretningsforbindelse er mere end en profitøkonomisk forbindelse. Spørgsmålet bliver hurtigt, i et samfund hvor frie markedskræfter hersker, hvornår en forbindelse mellem mennesker kan siges at være fuldstændig formålsfri. Den 'formålsfri forbindelse' kalder Theodor W. Adorno for 'det sarte mellem mennesker' (Minima Moralia, afsnit 20). Det sarte er det, som er under angreb af de formålsbundne forbindelser, når mennesker interagerer i det frie markedssamfund. Når 'networking' bliver altafgørende for den frie agent, vil relationen til andre mennesker blive spekulativ og den ægte nærhed forsvinde. Ifølge Adorno har liberalismen allerede undergravet nærheden - og folk er derfor allerede håbløst infiltrerede af 'falske' forestillinger om ægte nærhed. Den frie agent vil næsten altid hævde at kunne skelne mellem den formålsfri og den formålsbundne forbindelse, men dette er indbildning, hævder Adorno.

Muslimer taler ofte om det at være 'ren i hjertet'. Denne vending svarer stort set til Adornos begreb om det sarte. Adorno kan dermed fungere som brobygger mellem den vestlige verden og den islamiske. Den irakiske foragt og despekt for den amerikanske besættelsesmagt bygger i lige så høj grad på amerikanernes manglende 'renhed' som på den amerikanske klodsede brutalitet. Den manglende 'renhed i hjertet', sartheden, hos amerikanerne - og i hele det vestlige samfund - er netop handelsprincippet, den formålsbundne forbindelse. Irakerne ser ikke den amerikanske besættelsesmagt som befriere fra diktaturet, men som kyniske spekulanter. Vil man virkelig være godgørende, skal renheden bevares - relationen skal være formålsfri. Besættelsesmagten - både amerikanere, englændere og danskere - har ikke en formålsfri forbindelse til de irakiske folk. Vi laver forretning, men forklarer dette som velgørenhed.

Despekten begrænser sig dog ikke blot til disse formaliteter. Vesten har et attitudeproblem! Vi lærer, at når vi færdes i fremmede lande, skal vi huske at følge de fremmede skikke for ikke at gøre os upopullære. En invasion af et fremmed land bør derfor også handle om at gøre det på en måde, der ikke forekommer arrogant og bedrevidende. Besættelsesmagten i Irak har glemt at lade sine vestlige normer, arrogance og bedrevidenhed blive hjemme. En hær af soldater burde derfor suppleres af en hær af antropologer og sociologer. Alene den vestlige hilsen, der ifølge Adorno lider af en 'kontaktsygdom', frastøder den menige iraker. Vi siger 'hej' til hinanden, og så er den hilsen overstået. Denne hilsen sammen med en interoffice communication - det vi i dag ville kalde en e-mail - benævner Adorno som en 'fortrolig ligegyldighed'. Denne form for kommunikation, siger Adorno, fungerer som en lige linje, der er 'den korteste afstand mellem to personer, som om de var punkter'. Et blive reduceret til et punkt for effektiv og direkte kommunikation ligger meget langt fra den irakiske omfavnelse med dertil hørende kindkys, når to mænd møder hinanden på gaden. Amerikanerens 'Hi' uden anden afsender end en tilfældig, gestusløs, navnløs mund vil nærmest blive opfattet som fornærmelse. Man kan nemlig ikke foregive at ville en formålsfri kommunikation, når den samtidig er så indlysende formålsbundet.

Dette kalder Adorno 'tabuet mod fagsnak'. Besættelsesmagtens forretningsmæssige grunde til at være i Irak tales der ikke om i offentligheden. Denne fagsnak er tabu. I stedet benytter man floskler om frihed og demokrati, hvilket vidner om en manglende evne til kommunikation. Den ægte kommunikation, 'renheden i hjertet', mangler.

Das Tabu gegen Fachsimpelei und die Unfähigkeit zueinander zu reden sind in Wahrheit das Gleiche.
- Th. W. Adorno, Minima Moralia, afsnit 20.

J.F.K.