Æstetisk etik

I forlængelse af nedenstående indlæg af Johan, vil jeg komme med mit bud på forholdet mellem det levede liv og den teoretiske etik, mellem det gjorte og det sagte. Jeg tilslutter mig Peter Sloterdijks fine pointe, om at der er en tendens til misforhold mellem handling og teori. Jeg vil dog ikke gå så langt og kalde det den kyniske fornuft. Jeg mener, det ”kyniske” langt hen ad vejen er et udtryk for teoretikernes manglende evne til teoretisk at sætte ord på det, der foregår i praksis.

Når Sloterdijk peger på Diogenes, vil jeg pege på Kant. Kants etik har haft endnu større indflydelse end Diogenes’ resignation, som ingen alligevel har vidst, hvad de skulle stille op med. Kant opstiller en morallov, det kategoriske imperativ, som nogenlunde fortæller, at man skal handle, så handlingen ville kunne være den rigtige for alle mennesker til alle tider. Alene vores sociologiske og antropologiske erfaringer siger, at der er noget helt galt her: Forskellige handlinger er rigtige eller forkerte i forskellige samfund til forskellige tider. Et andet argument imod den kantianske model er, at det er de færreste beslutningsprocesser, der giver een mulighed for reflekterende at overveje, hvad der måtte være den rigtige handling. Fænomenologisk betragtet må beslutnings- og handlingsprocesser snarere ses som noget, der foregår mere spontant, end den kantianske model tillader. Alligevel har filosofien haft en enorm tøven over for at bryde med det kantianske ideal.

Mit bud er, at etikken er blevet æstetiseret. Den rigtige handlen er en opmærksomhed og sans for samfundets normer, idealforestillinger om gode handlinger, og vigtigst af alt det handlende individs forståelse af den enkelte, konkrete situation med alle dens undertoner af ironi, fornemmelse for diskurs form, omgangsform, påklædning, talestyrke og måde, gestikulation, personlig fremtoning. Det er den spontane forståelse af de præsente omgivelser. Og dette er ikke noget, man teoretisk kan lære. Hvis man derfor skal forstå en handling, skal man begynde at se på de sociale og æstetiske elementer og deres indvirken på vores mere ideale forestillinger eller kantianske idéer om at kunne universalisere vores handlinger. For at bruge et kantiansk vokabular kan man sige, at dette er en genlancering af dømmekraften i bredeste forstand, som det der spiller ind på den praktiske fornufts område.

Det er med andre ord utilstrækkeligt at ville forstå den gode handling som et produkt af teoretiske og refleksive overvejelser. Man handler snarere spontant, ud fra uartikulerede fornemmelser i før-refleksivt i praksisformer, og grunden til, at man kan handle så hurtigt, er, fordi handlingsformernes overordnede struktur er nedlejret i os gennem livserfaring. Vi har et ”baggrundssindelag”, det jeg andre steder har kaldt, at vi er minded på en særlig måde, og det er herudfra, vi handler. Baggrundssindelaget er dannet igennem vores historiske omgang med andre mennesker, venner, familie, lærer og voksenbekendtskaber, i diskurs, gennem læsning og alt, hvad der har kunnet præge os. Det udvikler sig fra tidligt barndom i en proces, der måske bliver mere træg, som vi bliver ældre, men principielt aldrig ender. Det er igennem hele vores baggrundssindelag, vi intuitivt forstår den sociale og etiske situation, vi handler i. Det er baggrundssindelaget, der har givet os mulighed for at udvikle forståelse for de subtile undertoner i en situation, såsom ironi, sarkasme, hvilket netop er eksempler på situationer, som de klassiske moral- og handlingsteorier har haft problemer med at håndtere, f.eks. fordi ironien i situationen kan gøre det tilladeligt at sige ting, man ikke mener, men som der dog er noget om. Baggrundssindelaget betinger generelt set alle intentionelle akter, dvs. også intentionelle akter uden for det etiske domæne, f.eks. det rent æstetiske. Hermed argumenterer jeg for, at der er sammenfald mellem etik og æstetik, at der er sammenfald mellem den måde, vi forstår en moralsk handlingssituation, og den måde vi opfatter i den æstetiske erfaring. Fællestrækkene mellem disse to betyder dog ikke, at etik og æstetik er det samme, at forskellene udviskes, men at det er frugtbart at forstå dem i relation til hinanden. - M.C.L.