Peter Sloterdijks kynisme (del I)

Vi taler meget om, at der skal være overensstemmelse mellem det man siger og det man gør. Det værste, en politiker kan komme ud for, er at blive beskyldt for dobbeltmoral - forstået som manglende overensstemmelse mellem på den ene side dennes politisk-ideologiske handlinger og holdninger og på den anden side dennes personlige og private handlinger og holdninger.

Et par eksempler: Helle Thorning-Schmidt og Ritt Bjerregaard er to fremtrædende socialdemokrater (hhv. formand for socialdemokraterne og borgmester i København), som begge beskyldes for private luksuøse tilbøjeligheder. Thorning-Schmidt blev kaldt Gucci-Helle med reference til hendes svaghed for dyrt designertøj. Og Bjerregaard blev beskyldt for at indlogere sig på meget dyre hoteller samt at have ulovlige luksuslejligheder i København. Som socialdemokrater - pr. definition de svage borgeres beskyttere - er det ikke velanset at vælte sig i luksus.

Et andet eksempel finder vi i den generelle holdning til politiske yderfløje: Autonome og kommunister beskyldes for ikke personligt at leve op til deres egne idealer. Således bor og ejer fx mange venstreorienterede i nogle af Danmarks dyreste lejligheder på Østerbro.

Omvendt vandt socialdemokraten Mette Frederiksen stor respekt - og tilsvarende mange stemmer - da hun flyttede til sin valgkreds, Ballerup, for at komme tættere på sine vælgere. Det viser, at hun også rent fysisk-kropsligt går ind for sin sag. Hun kan sige til sine vælgere: "Se, jeg mener ikke bare det samme som jer, jeg ER ligesom jer."

Også filosoffer - specielt indenfor normativ etik - kan afkræves at efterleve deres foreskrivende idealer. Lever man ikke i henhold til sine normative værdier, bliver man som regel anklaget for dobbeltmoral.

Men hvorfor disse indvendinger? Hvorfor kræves der overensstemmelse mellem den "ydre" og den "indre" verden? Overensstemmelsen mellem det, man siger og det, man gør, har længe været ikke-eksisterende i filosofien, hævder filosoffen Peter Sloterdijk. I sin 'Kritik af den kyniske fornuft' skriver Sloterdijk således:

"Hos filosoffen, sandhedselskeren og det bevidste livs menneske må liv og lære stemme overens. Centrum i enhver lære er det, dens tilhængere legemliggør af den. [...] Men hvis filosoffen er kaldet til i egen person at leve det, han lærer, så bliver hans opgave i kritisk forstand meget mere end det: nemlig at lære hvad han lever. Siden tidernes morgen har enhver idealitet været nødt til at materialisere sig og enhver materialitet nødt til at idealisere sig for at blive virkelig for os som et væsen midt imellem. [...] At legemliggøre en lære, det er det samme som at gøre sig til dens medium."
(Kritik af den kyniske fornuft, s. 34)

Sloterdijk skriver videre i sit værk, at kynikeren Diogenes bliver inkarnationen af overensstemmelsen mellem idealitet og materialitet. Diogenes er nok mest berømt for at være den oldtids-filosof, der satte sig ned i en tønde og nægtede at tale for i stedet udelukkende at gestikulere med sin pegefinger. Han gjorde dog meget udover dette: På torvet i Athen, hvor blandt andre dialektikeren Sokrates huserede, udspillede sig efter sigende flere scener, hvor Diogenes både pissede, sked og kopulerede - selvfølgelig til folks store forargelse.

Men nu til vor egen tid. Hvis liv og lære bør gå hånd i hånd, behøver vi ikke at gå tilbage til den ekstreme Diogenes' metode. Hvad vi dog bør undgå, er at prædike en moral, vi ikke selv kan leve op til. Netop derfor er den normative etiske retning, fx i form af utilitarismen, så provokerende. Utilitarismen kræver, at vi skal maksimere 'det gode' i alle de valg, vi træffer. Nu vil jeg ikke i denne omgang gå ind i en etisk diskussion, men i stedet insistere på at undgå diskussionen, da diskussionen, i henhold til den filosofi, vi lærer af Diogenes, i sig selv er en flugt fra det levede liv. På denne måde kan Diogenes siges at være den første eksistentialist (Ibid. s. 39). Jo mere krævende den etiske retning bliver - og her må utilitarismen tage førstepladsen - des mere umulig bliver den at omsætte til praksis. Og én ting kan vi være næsten sikre på: Fortaleren for utilitarismen vil næppe selv (kunne) leve op til sin teori.

Derfor kan vi ifølge Sloterdijk tillade os ikke at tage den normative etik alvorligt. I hvert ikke sålænge dens fortalere ikke selv lever op til den. At vi alligevel i den vestlige civilisation er nået dertil, at idealitet og materialitet ikke længere behøver stemme overens, vil jeg behandle i anden del af dette essay...