Det æstetiske felt

Den klassiske kunsthistorie og kunstfilosofi kan siges at ville se kunstværket som autonomt, hvilket giver det en form for transcendent status. Fortolkningen af værket overskrider det enkelte menneskes mulighed for at forstå det til bunds - det overskrider muligheden for at give det en udtømmende og fuldstændig fortolkning. Værkets status har karakter af at gøre det enkelte subjekts bidrag overflødigt. Den tilgang, jeg vil forsøge at fremstille, benægter ikke kunstværkets autonomi, men forklarer den som resultatet af hvad, der udfolder sig inden for en bredere ramme. Med andre ord er den ene udlægning af konsekvensen af dette relativismens given afkald på muligheden for at forstå værket - eller en værkanalyse, der benægter subjektivitetens relevans (dette er parantes bemærket en udbredt opfattelse, men fejlagtigt, fordi man derved overser subjektets positive bidrag i konstitutionsprocesserne). Den anden mulighed er, at man må tilnærme sig værket igennem en forståelse af konteksten i bredeste forstand. Det sidste indbefatter en historisk, udviklingsmæssig forståelse af det samfund, værket befinder sig i, tiden den blev fremstillet i og denne tids habitus, den mellemliggende periode og herigennem en kortlægning af vores samtids mulighedsbetingelser for at tillægge værket betydning. Det, jeg argumenterer for, er, at kunstværket udspiller sig i et rum, man kan kalde det æstetiske felt. Det kan siges at bestå af tre poler: 1) objektivitet, 2) subjektivitet og 3) intersubjektivitet, men det kan samtidigt ikke på nogen måde siges at udgøres kun af en af polerne i isolation. En isoleret betragtning kan godt nok have sin berettigelse set som en delundersøgelse, men det vil give et forvrænget resultat på egen hånd uden blik for det andet. Iflg. denne analysemodel knytter der sig til (1) objektivitets-aspektet værket og dets kontekst qua fysiske, med proportioner, størrelsesforhold, materialer, bearbejdelse, lysforhold, lugte, akustik, mm. Til (2) det subjektive ligger receptionsæstetikken og det perceptionsfænomenologiske. Hvis dette skal forstås uddybende, må man se på subjektivitetens perceptionskonstitution, både de receptive passive og de aktive processer for også at få øjnene op for de processer, det subjektive yder i konstitutionen af det objektive og intersubjektive. Her spiller hele subjektets historicitet ind sammen med dets livsverden. Det går helt fra den måde, man er opdraget, dannet og uddannet på, til hvilket dimensioner af verden man er interessemæssigt henført til og optaget af. Man kan sige, at det er en vis form for stemthed af personen. Det er det, jeg før har kaldt mindedness eller baggrundssindelag, som er det, der betinger alle intentionelle akter og dermed former baggrunden for det sind, der tænker, føler og sanser. Den måde, ens sindelag er stemt eller den måde, man er minded på, er som den sidste pol også afhængig af (3) den intersubjektive dimension. Det er de socio- og psykogenetiske processer for nu at låne begreber fra sociologen Norbert Elias. Det er den måde, man som person bliver præget af de sociale processer, hvis formation selv er dannet på baggrund af den socio-historiske udvikling. Det er normsæt, måder at gøre tingene på, tillærte sociale mønstre osv. I forbindelse med det konkrete æstetiske felt og forståelsen af et kunstværk, er det på den anden side også den sociale og normative kontekst, kunstværket indgår i og som det må forstås som opstået ud af.
Det er tanken, at alle æstetiske (/aisthetiske) fænomener kan forstås i dette trebenede felt.

Dette var i øvrigt een af de pointer, jeg præsenterede i et paper i weekenden til konferencen, The limits of Aethetics, på Forskerskolen ved de Æstetiske Fag, som i den kommende tid også ligger forelæsningen ud i sin fulde form for evt. interesserede sammen med de andre bidrag.

- M.C.L.