Det subjektives myte

Jeg har tidligere været inde på Donald Davidsons afvisning af det subjektives relevans. Maltes provokation nedenfor kræver en uddybning herfra. Subjektive tankesystemers forskel fra sociale tankesystemer er temmelig begrænset, hævder Davidson, og jeg skal her prøve at forklare hvorfor.

"[D]ie mögliche Differenz zwischen individuellen oder sozialen Gedankensystemen [ist] begrenzt", hævder Davidson (Der Mythos des Subjektiven, s. 85). Grunden hertil er, at vi uddannes i en bestemt kultur, i et bestemt samfund, og erhverver herved et bestemt begrebsapparat. Dvs. alle modsætninger, alle antagonismer, protester, individualiteter etc. må for foregå indenfor dette begrebsapparat.

Vender vi os til æstetikken og til kunstværket bliver pointen, at det subjektive bidrag til kunstforståelsen smelter sammen med den intersubjektive reception. Kunstværket som objekt spiller sig op imod enhver tænkelig intersubjektiv reception indenfor de begrebsmæssige rammer, begge dele er underlagt. Der findes med andre ord ikke et individuelt begrebsskema, der kan have indflydelse på det æstetiske felt. Begrebsskemaet er tillært i en intersubjektiv kontekst og det individuelle bliver derfor blot en navigering indenfor et kendt begrebsskema.

Som tidligere nævnt kan den subjektive tanke, ytring og mening - i det hele taget: det subjektive bidrag - føres tilbage til et intersubjektivt forhold, hvori et fælles sprog tillæres, som er forankret i en objektiv verden. Måden, vi lærer at tale og tænke på, er tillært. Derfor kan der ikke tænkes strengt privat-subjektive tanker, da disses begrebslighed kan føres tilbage til et fælles sprog og tænkemåde.

En anden konsekvens af Davidsons påstand om den manglende subjektivitets gyldighed er, at skepticismen er falsk. Også skepticismens formulering er nemlig forudsat af et tillært begrebsskema. Vi kommer, populært sagt, derved til at bruge vores verden til at benægte vores verden med. Vi forudsætter altså, hvad vi samtidig benægter.

Om indre, subjektive tilstande siger Davidson: "Es liegt jedoch offenbar auf der Hand, dass es solche Zustände gar nicht gibt, jedenfalls nicht, wenn sie sich in Worten ausdrücken lassen sollen." (Ibid. s. 104) Den tilføjede opblødning er her ganske interessant. At oversætte subjektive tilstande til ord vidner måske alligevel om indre, subjektive tilstande, erkender Davidson, men han vedholder samtidig, at ordene er intersubjektive og at de indre tilstande derfor er en slags 'Ding an Sich', om hvilke vi intet kan sige. Enhver udsigelse foregår i et intersubjektivt rum, og udsigelsen repræsenterer ikke andet end sig selv; den repræsenterer ikke en subjektiv tilstand, for hvordan skulle en sådan tilstand kunne udpeges på anden måde end med udsigelsen. Den subjektive tilstand er derfor en irrelevant 'Ding an Sich'. Også i æstetisk sammenhæng, hvor vi kan operere med objekter og udsigelser. Udsigelserne optager her både det intersubjektive og det subjektive lag.

Om det subjektive kan vi kun sige, at udsagte tanker kan henledes til et subjekt, hævder Davidson. Men muligheden for overhovedet at have tanker kræver fælles målestokke om objektivitet og sandhed. (Ibid. s. 107).
J.F.K.