Tegneseriemediets muligheder

Først en afgrænsning.

En tegneserie er en måde at fortælle en historie på. Mediet er narrativt. Heri adskiller tegneserien sig fra billedkunsten.
Der er tale om stillestående billeder, ofte med ledsagende tekst. Dette er forskellen på tegneserien og filmens 'motion pictures'.
Tegneserien er visuelt anskueliggjort i modsætning til litteraturens rene tekst. Serieskaberen bruger tegninger, rammer, talebobler og forskellige visuelle kneb - fartstriber, springende svedperler, lydtekster: aargh, bonk, crash - til at fortælle sin historie.

Så en sammensmeltning.

Tegneserien kan ikke strengt adskilles fra billedkunsten, da også billedkunstneren ofte arbejder i serier af billeder. Sammenhængen mellem de enkelte billeder kan i både tegneserien og billedkunsten være mere eller mindre obskur og intuitiv. Det frie narrative forløb mellem billederne placerer tegneserien tæt på billedkunsten.
Heller ikke filmen kan helt adskilles fra tegneserien. Tag en tegnefilmstrimmel, hold den op mod lyset og værsgo: tegneserie. Ikke at der sker alverden mellem billederne: Der går trods alt op mod tredive billeder til et enkelt filmsekund. Tegneserien kan siges at være en slags stærkt afkortet film, nedslag i en potentiel filmstrimmel eller et filmisk medie bestående af snapshot.
Tegneseriens forskel fra litteraturen ligger også i en gråzone. Man kan fjerne tegneseriens tegninger, rammer, talebobler etc. indtil vi ender med en tekst, der ikke engang behøver at være håndskrevet. Er der da tale om en tegneserie?Det kan der være. Vi læser tegneserien som den litterære tekst: lineært, fra venstre mod højre og oppefra og nedefter i vores del af verden. Med mindre andet er anvist eller vi befinder os i fx Japan.

Og sidst en begejstring.

Når tegneserien inddrager et så bredt spektrum af kunstarter, er det klart, at de konkrete udtryk bliver så forskelligartede, som tilfældene er. Serieskaberens inspiration kan komme alle steder fra. Tegneseriens sprog forbliver dog særegent, og derfor skal den hverken konkurrere med litteraturen, billedkunsten eller filmen. Tegneserien kan noget, som lige præcis kun tegneserien kan. Serieskaberen kan visualisere, at en person kan tænke en ting og sige noget andet på samme tid samtidig med, at personen gives et udtryk, der matcher denne splittelse.

Chris Ware kan på en enkelt side i 'Jimmy Corrigan: The Smartest Kid On Earth' fortælle flere sideløbende udpluk af livsforløb ved hjælp af en diagram-agtig visuel stil - og helt uden brug af ord.

Art Spiegelman fortæller sin jødiske families Holocaust-historie - i serien 'Maus' - med det visuelle trick, at jøder er skildret med musehoveder, tyskere med kattehoveder og polakker med grisehoveder. Det giver fx den fordel, at hvis en jøde skal klæde sig ud som polak, så tager han en grisemaske uden på sit musehoved.

Jim Woodring kan fortælle sine historier om figuren 'Frank' på en måde, der fører læseren ind i en ren billedlogik. Serierne er ordløse og lader sig hverken forklare eller fortælle med ord.

Mulighederne er mange og bliver flittigt udforsket i den nye bølge af tegneserier, der i disse år skylder ind over Danmark og resten af verden. Selv er jeg kun lige begyndt at ane de uhyggeligt mange muligheder i tegneseriens unikke kombination af tekst og billeder…

- illustration af Jim Woodring.

Denne tekst er også trykt i litteraturmagasinet 'Overgrunden'.
J.F.K.