John Cage og anæstetik

Jeg har tidligere været inde på det anæstetiske i John Cages 'Four Minutes Thirtythree Seconds', så her vil jeg fokusere på stilheden som generelt anæstetisk moment ved Cages musik-filosofi.
Den tyske filosof Odo Marquard gør opmærksom på, at det æstetiske og det anæstetiske er tæt sammenknyttede - på samme måde som kunst og antikunst er det. (Marquard: Aestetica und Anaestetica, Wilhelm Fink Verlag, München 1989, p. 11) En kritisk stilllingtagen til det æstetiske er æstetisk funderet. Ligesom den moderne kunsts afvisning af kunst-æstetikken selv bliver en kunst-æstetik. Eksempel: Duchamps fjernelse af fokus fra den bearbejdede kunstgenstand ved indførelse af en masseproduceret genstand resulterer i en specifik udvælgelse af den masseproducerede genstand, der får samme status - nemlig udstillingsobjekt - som den kritiserede genstands status. Vi slipper ikke uden om det æstetiske forstået i sin radikale forstand; aistesis er græsk for 'sanselig'. Det sanselige kritiseres ved hjælp af et nyt bud på sanselighed.

Netop et sådan bud giver John Cage med sin indførelse af hverdagslyde og sine 'pauser', sine momenter af stilhed i musikken. Det anæstetiske er en kritik af det æstetiske, dvs. af æstetiseringen. Begrebet 'anæstetik' har også med sanselighed at gøre, men med modsat fortegn; i medicin taler man om anæstesi, som er bedøvelse af sanserne. På samme måde bruges begrebet filosofisk som et modsvar til æstetikkens sanselære, nemlig som en lære om bedøvelsen af sanserne. For at forstå begrebet radikalt kan vi se på Cages tekster om musik, idet han fremlægger nogle konkrete bud på en form for anæstetik.

Betingelsen for at sanse - hos Cage: at høre - er at en ikke-sansning medtænkes eller 'med-sanses'. Hvad der - groft sagt - binder musikken sammen til et 'stykke', er kausale sammenhænge mellem tonerne samt den stilhed mellem tonerne, der gør, at det hele ikke flyder sammen til en amorf masse. Kausaliteten er tonernes rækkefølge. Tonen i sig selv er uinteressant, da det er dens rolle i opbygningen af musikken, der er interessant. Tonen gives så at sige værdi qua dens sammenhæng med andre toner. Stilheden er også afgørende for tonernes værdi, da den optræder som 'huller' mellem tonerne og derved adskiller dem fra hinanden. Vi hører ikke stilheden, kun tonerne.

Men kan denne ikke-sansning ikke gives prægnans i sig selv, spørger Cage med sin musik. Ikke-sansningens momenter, tonerne i sig selv og stilheden, er netop hvad Cage kompositorisk arbejder med. I stykket 4'33 gives stilheden 4 minutter og 33 sekunders prægnans. Ikke-sansningen bliver til sansning ved at stå alene, da den udfyldes af ambiente lyde. Det samme med tonerne / lydene taget ud af musikkens kausale sammenhænge. Hverdagslyde bliver flittigt brugt af Cage. Disse lyde er kendetegnet ved ikke at indvirke intenderet på hinanden. Derfor bliver de til 'buddhaer', til toner / lyde i sig selv; de ER bare. De ER uafhængigt af andre lyde; de ER uden at være hverken årsag til eller virkning af noget:

”Where people had felt the necessity to stick sounds together to make a continuity, we four felt the opposite necessity to get rid of the glue so that sounds would be themselves.” (John Cage: Silence, Wesleyan University Press, Middletown, Connecticut 1961, p. 71)

Cages musik er forsøg på 'anæstetisering' for så vidt, at modsætningen, æstetisering, er en bearbejdelse af virkelighedens sanselighed. Musik som bearbejdelse, som arrangement, som kontrol er resultat af det, man kan kalde æstetisk arbejde. Al kunst er en form for æstetisk arbejde, også Cages musik. Han kommer ikke udenom arrangementet, men forsøger gennem sit arrangement at skabe en 'lejlighed for oplevelse' (Ibid., p. 31), et koncentreret 'hul' hvorigennem oplevelsen kan få mulighed for at tage imod, hvad der tilfældigt måtte komme.