Om æstetiske dimensioner er en objektiv del af virkeligheden

Filosoffen John McDowell stiller i sit essay, “Aesthetic Value, Objectivity, and the Fabric of the World” fra bogen Mind, Value and Reality (1998), spørgsmålet, om (æstetiske og etiske) værdier er en del af den objektive verden. Ved henvisning til en anden filosof, nemlig J.L. Makie arbejdes med muligheden af, at værdier er ”[a] part of the fabric of the world” (Makie, Ethics: Inventing Right and Wrong, 1977: 15). Videre hævdes Makie at påstå, at værdier ikke findes i verden, men er noget, der projekteres ind i verden igennem subjektive responser. I en fænomenologisk terminologi vil det svare til, at de æstetiske værdier er noget, der skabes som et led i bevidsthedens konstitution af verden ved æstetiske erfaring.

I McDowells opsummerende slutning, skriver han lidt tvetydigt, at han ikke har kastet tvivl på Makies antagelse om, at værdier ikke er et objektivt aspekt ved verden (McDowell, 1998: 129). Alligevel kan man ikke vende denne dobbeltnegation om og tro, at McDowell dermed siger, at værdidomme er rent subjektive størrelser. McDowell leder efter en anden udvej.

Han foreslår at løsrive begrebet om ”the fabric of the world” fra ”objektivitet” for dermed at gøre det muligt at betragte forskellige muligheder for forståelsen af, at (æstetisk og etiske) værdier skulle være en del af den (objektive) verden. Uden endelig løsning af problemet slutter McDowell her officielt sit paper, men han fortsætter i en note, hvor han peger på en mulig kandidat:

”…an experience is of an objective reality if its object is independent of the experience itself. […] And we should ask ourselves whether something’s being independent of each particular experience might not be enough to secure as much truth as we want for the thesis that “knowledge is of what is there anyway”.” (ibid.).

Han antyder altså, at spørgsmålet, om en æstetisk dom er en del af den objektive verden skal afgøres mht. de æstetiske aspekter af objektet er uafhængige af oplevelsen af objektet. Hermed overlades læseren så til selv at afgøre, om en æstetisk aspekt (man kunne være tilbøjelig til at sige kvalitet) er noget uafhængigt af den enkelte sansning.

Som jeg ser det, afhænger (æstetiske og etiske) værdier af subjektive domme. Men som McDowell indirekte påpeger, så er værdidomme ikke tilfældigt og subjektivt styrede: Vi regner med, at andre mennesker kan være enige med os i en dom som ”Huset er flot og gult”, men vi ved også, at de kan være uenige. Det, der gør forskellen, er, hvordan mennesket er indstillet overfor for verden. Et gråt hus fra tresserne kan være imponerende for en, der aldrig har set et før, men lige er kommet fra en anden kultur. Der synes at være noget socialt-normativt eller intersubjektivt på spil, der har vores med begrebsdannelser at gøre, uddannelse, erfaring og dannelse, det at have en kollektiv erfaringshorisont og en bestemt social referenceramme.

Dette er bl.a., hvad jeg mener, der ligger i, at en person er minded. Lad os kort se på, hvad der ligger i dette begreb, først hos McDowell i bogen ”Mind and World”:

“Human beings mature into being at home in the space of reasons or, what comes to the same thing, living their lives in the world; we can make sense of that by noting that the language into which a human being is first initiated stands over against her as a prior embodiment of mindedness.” (McDowell, 1994: 125).

Mindedness beskrives her som kropsliggjort bevidsthed, der gennem historicitet (dette begreb ekspliciterer, at subjektet forstås som noget, der lever igennem tid, historisk og ikke kun på et isoleret tidspunkt) har lært om og tilpasset sig verden, bl.a. igennem sproget.

Hvis man supplerer denne beskrivelse med en fra Pippins udlægning af Hegels begreb om ånd, hvor han også bruger begrebet, får man lidt flere aspekter inddraget ved begrebet:

“The question of spirit is not one that can be settled by ‘external reflection’ on its substantial nature. The achievement of a certain form of collective mindedness, a way of living out a certain form of self-understanding, a living out made possible at all by what we collectively do, determines whether we are spiritual beings or not, and so whether or not we can ‘realize’ (verwirklichen) what it is to be spiritual, to be free.” (Robert B. Pippin, “Naturalness and Mindedness: Hegel’s Compatibilism”, 2000: 202 (http://home.uchicago.edu/~rbp1/docs/Nat%20and%20Mind%20EJP%2099.pdf))

Her beskrives mindedness som en social bevidsthed eller en del af det, at den enkelte bevidsthed er formet af de intersubjektive omgivelser, som giver rammer for en særlig selv-forståelse og måde derigennem at være i og forstå verden, og i overensstemmelse med dette kan mennesket kan handle og udfylde sin være som fri.

I en fænomenologisk terminologi er det, der her er på færde, intentionalitet: Det sansende menneske er intentionelt rettet mod verden med en vis stemthed, der præger dets sansning og farver dets erkendelse. Denne stemthed er bl.a. givet ved subjektets historicitet, dvs. det at mennesket trækker på tidligere erfaringer og oplevelser, hvilket gør det umuligt at forstå den menneskelige bevidsthed isoleret ud fra et nu, i dette øjeblik, fordi det altid skal ses i en større livs- og oplevelsessammenhæng. Subjektet har en erfaringshorisont og er en kropsliggjort bevidsthed inden for nogle bestemte livsrammer (eller livsverden), i en bestemt social kontekst og med nogle vage pejlemærker udgjort af en fremtidshorisont.

Jeg tror, det er muligt at sætte de to perspektiver sammen i følgende konkluderende bemærkning: Fænomenologisk betragtet er den måde, man er stemt eller minded mod og i verden en vigtig del af det, McDowell (i essayet “Aesthetic Value, Objectivity, and the Fabric of the World”) har svært ved at kalde en del af den objektive verden, men som heller ikke er noget rent subjektivt, nemlig æstetiske og etiske værdidomme. Det er igennem menneskets mindedness, at det afkoder verden med forskellige værdier.

- M.C. L.

Skrift og natur

Det har nu taget mig to år at finde ligheden mellem det lomvigæg, jeg gemte efter at have pustet ægget og spist det i en omelet på Island, og et stykke kalligrafi, jeg havde på fornemmelsen, det kunne ligne. Her er det så. Den kalligrafiske tekst på det indfarvede papir er et segment fra et japansk digt nedskrevet i 1200-tallet i antologien "Ise shū", kendt som "Ishiyama-gire", sandsynligvis digtet af Fujiwara no Kintō (966-1041). Skriftrullen er udstillet på Tokyo National Museum.

- M.C.L.