Æstetik hinsides traditionel fænomenologi: diskursivitet og fænomen

Det skal her handle om den iagttagelse, at måden, man taler om verden, influerer, hvad man ser. Det såkaldt diskursive synes at være et af de parametre, som bestemmer, hvad man i sidste ende perciperer, ligesom det omvendte kan være tilfældet, nemlig at det, man perciperer, påvirker det, man taler om, og hvad man siger om det man taler om. Det er gensidige strukturer med en mangfoldighed af faktorer. Følgende tekst forsøger at antyde en forbindelse mellem diskursteori og fænomenologi med en langsigtet agenda om at samtænke dem.

I Gilles Deleuzes bog Foucault (2004) bliver et af de gennemgående motiver i skildringen af Michel Foucaults arbejde udlagt som problemet om forholdet mellem det diskursive og det ikke-diskursive. Traditionelt har været vandtætte skodder mellem diskursanalyserne og de fænomenologiske analyser af det ikke-diskursive, væren, bevidstheden osv. På sin vis vedbliver der at være lukket mellem de to for Foucault, som ser sig i modsætning til fænomenologien. Foucault insisterer nemlig i sin bog, L’archéologie du savoir, på at forblive på det diskursive niveau i sin analyse. Han vil ikke dykke ned til et undersøgelsesniveau, der er før-diskursivt, som f.eks. fænomenologien har arbejdet med, bl.a. ved underøgelse af det før-sproglige niveau i interaktionen mellem bevidstheden og verden (Husserl, Heidegger, Merleau-Ponty):

Vi går ikke tilbage til før diskursen – dér hvor intet endnu sagt, og hvor tingene, knapt, er skelnelige i det grå lys [det er det niveau, som fænomenologien undersøger]; vi skal passere hinsides for at genopdage formerne som er lagt tilrette og efterladt; vi skal forblive, eller forsøge at forblive på diskursens eget niveau.

“On ne revient pas à l’en deçà du discourse – là où rien encore n’a été dit et où les choses, à peine, pointent dans une lumière grise; on ne passe pas au-delà pour retrouver les formes qu’il a disposées et laissées derrière lui; on se maintient, on essaie de se maintenir au niveau du discours lui-même.” (Foucault, L’archéologie du savoir, 1969, 66 / eng. 53).

Nu kan man mod Foucault indvende, at han i hele sin måde at tale om fænomenologien reducerer den til bestræbelsen på igennem intentionalitetsundersøgelser at kortlægge dette før-sproglige niveau (jf. Deleuze 2004, 122), hvor der er tale om en oprindelige ”rå” erfaring af verden (ibid., 97, 126). Ikke desto mindre er det ikke dækkende karakteristik af fænomenologien, men netop en lettere ”vulgær” forståelse, som Deleuze kalder det (ibid, 122).

Hvis man går til fænomenologiske værker såsom Husserls Krisis (1992/Hua: VI) og hans undersøgelser af intersubjektivitet (Husserl, 1973, Zur Phänomenologie der Intersubjektivität I, II, III/ Hua XIII, XIV, XV), så viser det sig, at erfaring og mening ikke forstås er noget, der kun opstår i et snævert intentionelt samspil mellem et isoleret subjekt og et objekt. Man kan tværtimod indvende, at Husserl allerede her lægger grunden til en fænomenologi, der går langt videre end en analyse af subjektets intentionalitet. Dette kan illustreres ved henvisning til Husserls inddragelse af den intersubjektive livsverden som parameter i meningskonstitutionen, hvor f.eks. videnskabens måde at tale om nye tekniske indsigter og apparater, integreres som en naturlig del i det enkelte individs forståelseshorisont. I Foucaults termer svarer dette til, at videnskabelig diskurs historisk har influeret den før-videnskabelige diskurs.

Foucaults kritik af fænomenologien er derfor ikke det sidste, der er sagt vedrørende meningskonstitution. Alligevel har Foucault en pointe, fænomenologien bør tage alvorligt. Fænomenologien har virkelig ikke gjort meget ud af sine analyser og udredninger af livsverden og diskurser mm. Måske var det en af de pointer, Merleau-Ponty i sine efterladte arbejdsnoter antyder at ville undersøge, når han f.eks. i en parentes bemærker, at vores perception er kulturel-historisk, ”…notre perception est culturelle-historique…” (Merleau-Ponty, Le visible et l’invisible, 1964, 301), eller når han skriver, at …Det er rettere tale (la parole), som konstituerer forud for mig som betydning og betydningssubjekt, et kommunikationsmiljø, et intersubjektivt, diakritisk system, som er nærværet af det talte sprog (la langue), ikke det »menneskelige« univers, den objektive ånd) – Det handler om at restituere det, i nærvær og fortid, livsverdens historie, at restituere selve kulturens nærvær, ”…C’est bien elle [la parole] qui constitue en avant de moi comme signification et sujet de signification, un milieu de communication, un système diacritique intersubjectif qui est la language au présent, non univers »humain«, esprit objectif) – Il s’agit de restituer cela, au présent et au passé, l’histoire de Lebenswelt, de restituer la présence même d’une culture.” (ibid., 227). Livsverden og sprog er nogle af perceptionens og opfattelsens kulturelt-historiske indflydelsesfaktorer. Men det blev aldrig nærmere udforsket af Merleau-Ponty (jf. ibid., 231).

Dette dilemma mellem det diskursive og det ikke-diskursive er interessant for et projekt om en æstetisk teori, der vil inddrage diskursteorien for at supplere den traditionelle fænomenologi. Men den moderne æstetik synes at være overladt til selv at skulle udforme det teoretiske stillads til forståelsen af den måde overleverede og forestillinger, det etablerede sprog, det konventionelle, det historie- og kulturspecifikke, taksonomier osv. påvirker og spiller ind i den æstetiske perception.

Den efterfølgende fænomenologiske forskning har hovedsagligt genoptaget temaer, der allerede var behandlet i den traditionelle fænomenologi. Og diskursanalysen har i store træk formået at holde stien ren og er ikke sunket ned i det ”rå” erfaring. Men som vi indledningsvist påpegede, nævner allerede Deleuze, at der i diskursanalysen ligger et latent uløst problem i forholdet mellem det diskursive og det ikke-diskursive. Det synes derfor at være tiltrængt at undersøge om ikke diskursanalysen på anden måde kunne samtænkes i den fænomenologiske meningskonstitution? Hermed kunne man få et analyseapparat, der samtidigt med at have øje for, hvad der er på færde i bevidstheds- og meningskonstitution på det subjektive plan, ikke dermed overså indflydelsen fra normsystemer, praksisser, sociale processer, adfærdsmønster, teknikker, måder at italesætte tingene på i udsagn, klassifikationstyper, måder at karakterisere på, historien, institutioner, topologier, økonomier osv. (Foucault 1969, 61/ eng. 2002, 49), som er nogle af de faktorer, der indgår i diskursanalysen, og som burde blive taget til efterretning af den fænomenologiske filosofi om livsverden for at tale som Merleau-Ponty. En fænomenologisk æstetik i bredeste forstand burde altså inkludere disse elementer, der hidtil har været negligerede i fænomenologiens udredninger af meningskonstitution.

- M.C.L.