Her er en tekst om den ordløse tegneserie. Den var egentlig beregnet til et tegneseriepublikum - men endte som en filosofisk tekst, hvorfor den nu er at læse i dette forum.
Pantomimetegneserien - den tekstløse tegneserie - vinder frem i takt med interessen for tegneserien som kunstnerisk udtryksform. Den for nyligt afdøde amerikanske serieskaber Will Eisner tillagde tegneserien samme status som jazzmusikken i 1930'erne. Jazz blev opfattet som nemt tilgængelig mainstream, som selv den ikke-musikkyndige og umusikalske kunne forholde sig og lytte til. På samme måde med tegneserien, der læses af folk, der hverken behøver at interessere sig for litteratur eller billedkunst og derfor vælger et medie, der befinder sig i en let fordøjelig gråtone herimellem. Dette er dog ikke hele historien om hverken jazz eller tegneserier. Eisner havde nemlig den pointe, at begge udtryksformer besidder et enormt kunstnerisk potentiale, hvilket både jazz- og tegneseriekendere kan nikke samtykkende til.
At 'læse en tegneserie' er en problematisk vending. Ganske vist læses en tegneseries tekst, men billederne 'læses' ikke i gængs forstand - og dog 'ses' de heller ikke på samme måde som 'motion pictures' ses i film og tegnefilm. At 'læse' en tegneserie er derfor både en egentlig tekstlæsning kombineret med en billedafkodning. Selve afkodningen er interessant i forbindelse med pantomimetegneserien, fordi den ikke har teksten at læne sig op ad. Hvad der afkodes i en tegneseries billeder, er strengt taget ikke billederne i sig selv, men det der foregår mellem dem. At 'læse mellem linjerne' bliver i tegneseriens kontekst at 'læse mellem rammerne'. Et tegneseriebillede er et still-billede, et splitsekund, der i sammenhæng med flere billeder illustrerer et narrativt forløb i et givet tidsrum. Det enkelte billede er derfor altafgørende: Det spiller rollen som overgang til næste billede, næste led i fortællingen. Hvert led besidder en forsvindende lille temporal udstrækning og er reduceret til et 'nu' på tegneseriens usynlige tidslinje. Historien, tidslinjen i tegneserien, er komponeret af en række 'nu'er', der ophæver sig selv som still-billeder, når de tilsammen udgør en dynamisk fortælling. Tegneserien er derfor hverken tekster eller billeder, men er begge dele og ingen af delene på én gang. Tekst og billeder er reduceret til komponenter til fordel for en højere enhed, den tidslige historie, der forestilles.
I en film vises historien som bevægelser. Filmen kan ganske vist indeholde klip, der fordrer en abstraktionsevne hos seeren: Nu ser vi trafikuheldet, i næste scene er vi på hospitalet. Filmen som fysisk objekt består udelukkende af klip, af still-billeder, der hver især indeholder et 'nu'. Dette er dog ikke så interessant, da filmen er afhængig af en mekanik for at udfolde sin egentlig bestemmelse: de levende billeder. Når filmen projiceres op på væggen, udslettes nemlig det enkelte billede, der kun vises i en 24.-del af et sekund og derfor ikke kan opfattes. Sammenlagt bidrager enkeltbillederne til en bevægelse, som danner udgangspunkt for et narrativt forløb.
Mens filmen er karakteriseret ved 'motion pictures' - eller: 'levende billeder' - som regel indeholdende klip fra en scene til den næste, er tegneserien komponeret udelukkende af klip. Vi springer konstant fra scene til scene. Teksten i tegneserien kan bløde op på dette forhold ved at forklare sammenhænge i historien, som billederne ikke kan vise, men blot insinuere. Tegneserien er hensat til at bevæge sig i et felt af sociale, logiske, dogmatiske og andre almene koder. At læse en tegneserie er et spørgsmål om afkodning. Vi kan forestille os to billeder: En gammel dame går på en gade og lige foran hende ligger en bananskræl, som hun ikke har fået øje på. Næste billede: Samme olding ligger i en hospitalsseng med benet i gips.
Ovenstående eksempel på et to-billeders-forløb er en typisk variation over et klassisk tegneseriescenarium. Man ønsker at vise en begivenhed - et uheld - men viser i stedet den umiddelbare situation før og efter begivenheden. Selve begivenheden befinder sig mellem de to rammer. Det kræver en vis abstraktionsevner at regne ud, hvad der finder sted mellem rammerne, og begivenheden vil ikke blive forstået af et treårigt barn - og muligvis heller ikke af en person, der aldrig har set en tegneserie. Disse vil i stedet se to løsrevne billeder.
Sammenhængen mellem billederne eksisterer kun som en æstetisk 'atmosfære'. Det atmosfæriske består i den overordnede oplevelsesmæssige sammenhæng, der ikke kan reduceres til objekter, dvs. til selve billederne. Mellem billedrammerne indlæses et forløb, der forbinder billederne. Dette forløb gives som et nærvær i læsningen, som memoreringen af det foregående billede og en dertil følgende indlæsning af et forløb frem til det billede, man i nu'et ser på. Dette forløb eksisterer ikke som objekt / billede, men som atmosfære mellem objekterne / billederne. Atmosfæren opstår som en intim relation mellem læser og tegneserie. Den binder tegneserien sammen til en helhed og skabes i kraft af læserens indsats.
Pantomimetegneserien er et sublimeret udtryk, hvis vi følger ovenstående tankegang. Man kan hævde, at tegneserien i henhold til en definition nødvendigvis er en billedrække ledsaget af tekst i form af enten talebobler eller som løsrevet supplement til billederne. Mange tegneserier lider under, at billederne fungerer som illustration til teksten og som sådan blot fungerer som stemningsbidrag til teksten. Dette giver billederne en underordnet rolle. Pantomimetegneserien, derimod, præsenterer et forløb, der er tekstuelt for så vidt, at den for det første 'læses' fra venstre mod højre, og for det andet læses eller afkodes en narration, en fremadskridende fortælling. Billederne fungerer i pantomimen som tekst, som grafiske helheder sat i en sammenhæng, der giver en narrativ mening. Som sådan sublimeres pantomimetegneseriens billeder; de fungerer tekstuelt og gør så at sige den manglende teksts arbejde. Herudover bibeholder de deres form som selvstændige billeder afsluttet af en billedramme. Pantomimens billeder er kommet på dobbeltarbejde.
Dette billedets dobbeltarbejde, funktionen som både billede og tekst, kan siges at søge tilbage til en oprindelig billed-tekst. Hieroglyffer er det kendte eksempel på en oprindelig uadskillelighed mellem billede og teksttegn. I dag, hvor billede og tekst er uhjælpeligt spaltede, kan det være ganske underholdende at se tegninger udført af 4-5-årige børn. Her begynder interessen for teksten, og bogstavlignende symboler begynder at dukke op i tegningerne. Men konfronterer man denne aldersgruppe med deres tegninger, vil reaktionen ofte være, at de såkaldte teksttegn er tegnet og ikke skrevet: "Se, jeg har tegnet nogle bogstaver..."
Min pointe er, at tegneserien kan siges at søge tilbage til en oprindelig billedfunktion, hvor billeder og tekst er uadskillelige. Denne uadskillelighed dyrkes i tegneserien, der hverken er blot tekst eller billeder, men begge dele, og som sådan lader denne sammensmeltning gå op i en højere enhed. Pantomimetegneserien, derimod, lader billedet fungere tekstuelt; her er ingen sammensmeltning, men en uadskillelighed, der i højere grad end den tekstede tegneserie søger tilbage til en billedets oprindelighed. Det sublimerede udtryk i pantomimetegneserien skal således forstås som denne udtryksforms succes med at lade billederne opsuge tekstens rolle: Billeder og tekst smelter sammen og bliver ét. - J.F.K.
Søren Robert Lund Arkitekter (www.srlarkitekter.dk) har spurgt om indgå i et team, der skal samarbejde i en prækvalifikationsrunde til en byplanskonkurrence om Metropolzonen. Det er et skide spændende emne. Det handler om at få lov at deltage i en senere konkurrence om udviklingen af byområdet mellem Kalvebod brygge, Søerne og Rådhuspladsen ud Hovedbanegården (området er markeret med hvidt på kortet).
Mine indledende undersøgelser går i øjeblikket på Københavns fortid i området, nærmere bestemt de arkæologiske spor, der måtte findes i undergrunden, og som kan danne ramme om ny formgivning ved genoptagelse af gamle strukturer. Tanken er at undgå at ende med f.eks. at sprænge arkæologiske spor væk, sådan som det blev skæbnen for den gamle byport (en "kraftig port fra Chr. IV's befæstning kaldet Vandporten"), der bestod af bropiller fra 1600-tallet skæbne, da man etablerede metrostationen på Kgs. Nytorv. Opdagelsen kom dengang som en overraskelse, og man fandt ikke råd og tid til at om at omarbejde planerne og etablere nedgangen ned imellem bropillerne. Mine igangværende undersøgelser skal netop modvirke sådanne fejltagelser, og det ligger i direkte forlængelse af en arkitekturforståelse, hvor man forsøger at afkode og kortlægge kontekstens tegn, dvs. man forsøger at inkorporere fortidens og nutidens spor og mærker for at integrere og bygge videre i stedet for at slette og naivt tro, at det er mere gavnligt at begynde på bar bund. Indtil videre har undersøgelsen ført mig til, at der på Rådhuspladsen er fragmenter af en muret hvælving (fladspændt tøndehvælv). Det er rester af murværket af den 4. byport fra Chr. IV's tid, Vesterport, flyttet hertil fra bastionen ved Vestergade i 1660'erne. Hvælvingen har ført vejen over voldgraven.
