Minimalisme, arkitektur og hjemløs æstetik

Siger hjemløse boformer noget om, hvad det er at bo?

Den hjemløse boform og måden hjemløse indtager, beboer og udfylder byrummet som et arkitektonisk element, ikke som en forherligelse af svære vilkår, men som æstetisk element i byen.

Hjemløs forskanset for blikket, lys og regn bag paraplyer, Kyoto.






At være hjemløs stiller krav til at frigøre sig (frivilligt eller ufrivilligt) fra flest mulige materielle behov. Man besidder kun det mest nødvendige. Man har stor grad af mobilitet, og det giver en vis mental frihed for den hjemløse, men dette trækkes i langt de fleste tilfælde igen ned af andre og mere basale bekymringer vdr. mad, kulde og afhængighedsproblemer. Ikke at have et fast sted er en af grundbetingelserne for den hjemløse levemåde, men måske kan denne minimale boform alligevel tale til de mere normale måder at bebo på, hvor der er tale om et fast sted, et bestemt topos som udgangspunkt for dagligdagen. Dette indlæg kan ses som en dialog mellem konventionelle og ukonventionelle boformer.

Opbevaring af hjemløses boliger midt i et kryds under en højbane, klemt sammen mellem søjler i Tokyo.

En anden motivation for nærværende indlæg er at ville se det som en forundersøgelse af den arkitektoniske minimalisme, der er et gennemgående træk ved måden, hjemløse bebor. Der er tale om arkitektonisk minimalisme på to niveauer: 1) ved at alt unødvendigt eller overflødigt er fjernet, undværet, og der oftest kun er det, der dækker de minimale betingelser for at overnatte, og 2) ved at der næsten ikke er arkitektur i hjemløse boligformer, men alligevel noget på spil, som måske siger noget grundlæggende om menneskers basale måde bebo deres omgivelser på.










By af blå hjemløse-telte, der danner en organiseret beboelsesstruktur bag ved et tempel i Tokyo.

Allerede filosoffen Martin Heidegger betonede begrebet beboelse. Han indleder han teksten ”Bauen Wohnen Denken” (som jeg citerer på engelsk for læselighedens skyld) med at skrive: ”We attain to dwelling, so it seems, only by means of building.” (p.145). Man må spørge, om dette, iflg. Heidegger, så betyder, at en hjemløs ikke bebor (dwell), når han nu ikke har en bygning? Næppe, for alt afhængig af læsningen af teksten, må en af pointerne være, at der er tale om et tilegnelsesforhold i det at bebo, idet Heidegger senere siger: ”… to build is already to dwell.” (p.146). Når Heidegger derfor skriver, at vi ikke beboer arbejdspladser, fabrikker, og når han betvivler graden af beboelse i moderne, standardiseret byggeri, der har et ekstremt anonymt præg, så er det, han beskriver nok snarere muligheden for tilegnelse af sådanne steder, der er fraværende ved disse bygninger, og som gør det svært at bebo dem (ibid.).

Det er derfor tesen, at Heidegger fænomenologisk set er ude på at beskrive den hjemlighed, der ligger i at have tilegnet sig et sted til beboelse, hvilket igen må indgå som en væsentlig del af beskrivelsen af den måde mennesket er i verden. Det, begrebet hjemlighed kredser om her, er altså, at det beskriver forskellen i måden, man forholder sig og er i et hjem, til forskel fra den måde man er og forholder sig på andre steder. Det er nu pointen, at dette forhold også er til stede selv i nogle af de mest minimalistiske beboelsesformer, der manifesterer sig ved hjemløshed.

En hjemløs er lige på indkøb og lader sit hjem på hjul stå i udkanten af krydset, New York.

Boformen er jo konstant trængt og udsat, så hvordan kan der være hjemlighed for en hjemløs? Hvis der er tale om hjemlighed, er det så ikke en anden hjemlighed end den, der udspiller sig for mennesket med sit eget hjem? Og hvad betyder altså fraværet af hjem?

Tilsyneladende er det hjemlige tilhørsforhold ikke helt forsvundet. Der er en ekstrem grad af mobilitet, men den hjemløse skaber stadig en vis sfære af hjemlighed omkring sig, når vedkommende udfolder sit habengut, om end den må være af minimal karakter. Når den hjemløse skal gå til ro, skabes der nemlig en slags ramme via papkasser, soveposer osv., som giver skjul fra andres blik, læ vinden og ly fra regnen, i et hjørne eller en fold af det etableredes byggeri. Måske er redebyggeri en bevendt metafor her, for den hjemløse kan siges at bygge sig en interimistisk rede. Rammen markerer en minimal form for privatsfære i det offentlige rum, og der er tale om en afskærmelse, som både beskytter fra omverden og giver territorialt hold. Denne minimalistiske hjemlighed indikerer, noget om menneskets måde at tilegne sig omgivelserne og skabe hjemlighed.

Tilbage står spørgsmålet, om ikke dette siger noget om, hvorvidt den moderne arkitektur tager højde for denne tilbøjelighed til hjemlighed ved vores måde at tilegne os vores omgivelser på ved at gøre dem beboelige. Hvis dette ikke lader sig gøre, f.eks. pga. sterilt design og reglementer mm., risikerer muligheden for det hjemlige måske momentvis at forsvinde.

- M.C.L.