Kunst & Tegneserier - Foredrag på Statens Museum for Kunst

Onsdag d. 29. aug. 17.00-20.00 holder jeg - sammen med Torben Hansen, redaktør af Free Comics - et foredrag om tegneserier (med ovenstående titel og sted). Vi begynder et sted i renæssancen og slutter med praksis omkring udgivelse af tegneserier. Vi kommer således vidt omkring...
J.F.K.

Temporalitet i æstetisk erfaring af rum

Oplevelsen af rum kan i visse sammenhænge siges at være en æstetisk oplevelse eller æstetisk erfaring. Æstetik kommer af det græske aistetik, som netop henviser til fænomenal oplevelse. Alligevel er begrebet æstetisk oplevelse ikke pleonastisk to ord for det samme. Et sted definerer filosoffen Martin Seel en æstetiske erfaring som den forstærkede eller eksalterede erfaring - som noget, der adskiller sig fra erkendelse og sikker perception ved at være ufikseret. Det er et æstetisk spil i bevidstheden. Hermed bliver det æstetiske gjort til et særligt domæne inden for sanseerfaringen.
I forhold til oplevelsen af rum og spatialitet har man talt om, at visse rum har temporalitet. I objektiv forstand er alle rum statiske, men ved at blive oplevet, kan en tidslighed siges at trænge sig på og røbe sit nærvær. I oplevelsen ligger der, at al oplevelse sker i succession, i en subjektiv tidslighed.
I relation til rum er det særligt bevidstheden forstået som kropsligt inkorporeret, der gør dette tydeligt. Det er nemlig igennem den bevidste kropsbevægelse igennem rummet, at der opstår fænomener, som oplevelse af skift, succession og overgange. Disse er ydre tegn på den subjektive temporalitet, som fænomenerne forudsætter.
Æstetisk temporalitet er den forstærkede eller eksalterede erfaring af tidslighed. I arkitektur er der netop mulighed for at skabe det fysiske design således, at der kan opstå oplevelsen af æstetisk temporalitet. Det kan være igennem fremhævelsen af gentagelse, som giver et rumligt forløb eller rytme, markeringer eller spil med overgange, inddelinger i felter, indsnævringer eller udvidelser osv. I rum, der ikke udfordrer vores kulturelt budne og traditionelle forforståelse af rum, vil der være en tendens til, at æstetiske aspekter ikke bemærkes. Temporaliteten vil da ikke være af æstetisk eller eksalteret oplevelsesmæssig karakter.

- M.C. L.

Sloterdijks kynisme (del II)

Jeg bringer her et citat fra Peter Sloterdijks Kritik af den kyniske fornuft:

"I det moderne brister de bånd, som i den klassiske tænkning holder refleksion og liv sammen. [...] Faktisk er vore dages objekterkendelse for størstedelen blevet frikoblet fra enhver forbindelse til et selv og møder nu vor bevidsthed i den udifferentierede salighed, hvorfra der ikke længere fører nogen vej tilbage til subjektiviteten. I den moderne videnskabelige erkendelse vil der aldrig kunne være tale om, at et jeg erfarer noget om sig "selv", og i den udstrækning dette jeg stadig studerer sig selv, forlader det med sin åbenlyse tendens til verdensfjern navlebeskuelse enhver realitet. I den moderne tænkning er det indre og det ydre, subjektiviteten og sagen faldet fra hinanden og blevet til to "verdener, der står fremmede for hinanden". Dermed forsvinder samtidig den klassiske præmis for at filosofere. En sætning som "kend-dig-selv" vil af moderne mennesker altid blive opfattet som en invitation ind i egotrippets eskapistiske ignorans. Den moderne refleksion frasiger sig udtrykkeligt enhver kompetence til uden videre at indlejre subjektiviteterne i de objektive sammenhænge; hvad den opdager er tværtimod afgrunden mellem de to verdener. "Selvet" ved på en hemmelighedsfuld måde, at det er forbundet med en "verden", uden at det på samme måde som i den græske kosmologi kan erkende sig selv i denne; og ingen "formidlende" instanser som for eksempel socialpsykologi eller neurofysiologi er i stand til at ændre noget ved dette. [...] For den der tænker det moderne radikalt igennem, afslører tomheden sig ved "selv"-polen og fremmedheden sig ved "verdens"-polen, og hvordan noget tomt skulle kunne genkende sig "selv" i noget fremmed, det kan vor fornuft ikke selv ved den bedste vilje forestille sig."

Kritik af den kyniske fornuft, s. 184-5

Mennesket - herunder selvfølgelig også filosoffen - befinder sig i en tilstand mellem materialitet og idealitet, siger Sloterdijk. På en slags ur-eksistentialistisk vis bliver Diogenes inkarnationen af overensstemmelsen mellem idealitet og materialitet; han lever, hvad han lærer og lærer, hvad han lever.

Dette tidlige oprør mod sokratisk dialektik er dog i moderne tid blevet næsten glemt - og slår kun igennem i visse sfærer, specielt politiske (jf. første del af dette essay nedenfor). I videnskab er der et demokratisk krav til, at resultaterne skal være gennemsigtige. Dette krav gør sig også gældende i de humanistiske videnskaber og i intellektuel tradition:

"Kravet om, at det fornuftige skal kunne gøres alment, trækker oplysningen ind i politikkens, pædagogikkens og propagandaens malstrøm. Dermed bekæmper oplysningen bevidst de ældre visdomslæreres djærve realisme, hvor det overhovedet ikke var noget problem, at masserne var tåbelige og fornuften kun for de få. Den moderne elitisme må forklæde sig demokratisk."

Kritik af den kyniske fornuft, s. 19.

Begrebet 'realisme' er her interessant. Den oplyste fornuft, vi kunne kalde den det almene eller fælles fonuftige, skal ikke underlægges en realistisk subjektivitet, men skal i stedet kun tage hensyn til en postuleret almen og fornuftig intersubjektivitet. Det enkelte, det subjektive, er fortrængt i en moderne oplyst samtale. (Netop derfor har jeg i et tidligere essay været inde på, at det subjektive ingen rolle spiller i en oplevelsesmæssig æstetisk sammenhæng.) Der er et evigt krav om demokratisering af ethvert budskab.

Derfor virker det betændt, når det indimellem kræves, at visse personer - specielt offentlige personer, politikere, intellektuelle, kulturfolk, erhvervsfolk - bibeholder en synlig relation mellem deres ideologi og deres levede liv. Vi har en oplysningstradition, der i mere end 2000 år har bekæmpet denne relation.

I den demokratiske kommunikations tjeneste skal enhver subjektivitet kunne yderliggøres i det almene, hvilket er en aflivning af det egentligt subjektive. At ville hjælpe sig selv gennem diverse selvhjælpskurser er ikke en egentlig hjælp til selvet i subjektiv forstand, men en hjælp til det almene subjekt i demokratisk forstand. Det er en hjælp til at kunne navigere bedre som alment subjekt blandt almene subjekter.

- J.F.K.