Hyperrealitet

I et tidligere post har jeg kort været inde på begrebet hyperrealitet bl.a. i forbindelse med Mario Perniolas bog ”Ritual thinking” og en behandling af begrebet simulacrum, og det er nu tid til at følge op på det. Det kan nævnes, at en af Perniolas hensigter med at fremdrage disse begreber er at nuancere vores forståelse af virkelighedens kompleksitet og dens måder at manifestere sig på som virkelighed (Perniola, 2000: 169). Det er altså analyser, der sætter fokus på æstetisk manifestation.
Perniola skriver, at massemedier på en vis måde har overgået fra at være simulacrum til at være hyperealitet. Fjernsynets billeder er hyperrealitet, fordi det viser billeder, der giver mere overblik og større viden, end man som individ kunne få i den enkelte, konkrete situation. Massemedierne er blevet ”virkelighedens spejle” og fortæller os mere om virkeligheden, end vi selv som tilstedeværende ville kunne opleve. Hyperrealitet er altså bl.a. karakteriseret ved manipulerende at fremdrage mere virkelighed, end virkeligheden selv indeholder. Det er også værd at bemærke, at hyperrealitet er æstetisk, iscenesat virkelighed.
Simulacrum er for sit vedkommende en kunstig skabt konstruktion, en kopi, som ikke refererer til noget, ikke henviser til en original, og som heller ikke i sig selv er en original. I modsætning til simulacrum er hyperrealitet det, der simulerer at være præsent, nærværende virkelighed, men er mere end det, det henviser til.
Som perspektivering, kan man nævne, at Baudrillard taler om hyperrealitet på en lidt anden måde. Han skriver, at simulation er en udvikling og konstruktion af modeller af virkeligheden uden oprindelse, reference eller realitet, og dette kalder han hyperrealitet. Og det er netop i ”Amerika”, han mener at finde den højeste grad af hyperrealitet, som et simuleret overmål af virkelighed, f.eks. forbrugsgoder kun er ”lykken”, fordi man intersubjektivt er enig om, at det er tilfældet.
Hvis man accepterer disse begreber, fører det til, at man med rimelighed kan tale om, at den klassiske metafysik er forbi: Valget står ikke længere mellem, om noget er sandt eller falsk, men derimod imellem om et billede prætenderer at være præsens eller at være et billede, der præsenterer sig selv som billede; – mellem hyperrealitet og simulacrum (Perniola, 2000: 170). I den forstand er spørgsmålet, hvad Noget referer eller henviser til ved at glide ud.
Disse begreber kan ses som en afstandstagen fra f.eks. Heidegger, der i ”Kunstværkets oprindelse” taler om, at sandheden ”afslører sig”, og at kunstværket er et af de steder, hvor værens sandhed træder frem.
Jeg mener, at der i kunst er elementer af både simulacrum og hyperrealitet, men ud fra denne terminologi kan man ikke længere tale om, at der er nogen sandhed, der kan afsløre sig. Kunst er således hyperrealitet ved at sætte fokus på en del af menneskets livsverden på en kvalificeret måde, der trækker udvalgte elementer frem. Disse elementer hypes, de iscenesættes æstetisk, de fremhæves og bliver overvirkelige, tiltrækker sig ualmindeligt meget opmærksomhed. Omvendt er også kunst simulacrum, fordi kunst er kunstig, skabt konstruktion, en kopi, som ikke refererer til noget, ligesom den heller ikke henviser til en original, og til gengæld er kunst selv en original, besidder en egen autonomi. Kunst er denne repræsentation, der ikke repræsenterer men er et autentisk udtryk, der fremstiller aspekter hyperreelt. - M.L.

"Døvstummeanstalt"

Denne overskrift er fra et afsnit i Adornos Minima Moralia, et afsnit, der peger på kommunikationens umulighed gennem sprogets forfladigelse. Jeg har sakset et par citater fra nogle tilfældige kontaktannoncer på internettet for at illustrere Adornos pointe. Gennem kontaktannoncen tilbyder man intet andet end sig selv - altså det mest intime, ukrænkelige. Alligevel forfalder man til kodesprog og ærgerlige floskler, selvom der burde sættes en streng adskillelse mellem disse og det individuelle selv.

De fastforankrede vendinger fungerer, ifølge Adorno, som mønter, dvs. som noget der kan byttes. Ikke alene er sagen byttet til det velkendte udtryk; udtrykket kan også i mange tilfælde byttes til andre udtryk og deres værdi bliver til ren bytteværdi uden andet indhold. Tager man de mest kendte sproglige vendinger fra kontaktannoncerne, vil man se, at deres indhold er væk; de er blevet til ren form. Hvem ville fx benægte at være kærlig, ærlig, at have humor, at sige sin mening...? Det er på forhånd samfundsmæssigt bestemt, hvad der skal stå i annoncen. Man 'sælger' sig selv ved hjælp af en påstået humor, ærlighed etc. At nævne disse begreber som en væsentlig del af sig selv peger ufrivilligt i en modsat retning: Hævdelsen af at have humor peger på den manglende sans for humor. At kalde sig selv 'kærlig' peger ufrivilligt på noget ukærligt. De begreber, der skulle beskrive det individuelle selv, er blevet til begreber om det almene selv, hvorved de egentlig mister deres mening qua pegende på det individuelle. Humor, fx, eller kærlighed skulle egentlig sige noget om individet og dets relation til et andet specifikt individ. Det specifikke er forsvundet ved at ophæve begreberne til det almene, hvorfor begreberne har mistet deres mening.

***

"Jeg er frisk og har begge ben på jorden og jeg ved hvad jeg vil have. Jeg har en fantastisk god humor og er ikke bleg for at sige min mening!"

"Sød og flot feminin kvinde med humor, ben i næsen, hjertet på rette sted og et sjovt og spændende liv indtil videre - søger lækker og dejlig mand..."

"Du skal være kærlig og ærlig..."

- Fra kontaktannoncer på internettet

***

"[E]vnen til at tale med hinanden er kvalt. ... I det altomfattende system bliver samtale til bugtaleri. ... Alt i alt bliver ordene lig med de formler, som tidligere var forbeholdt hilsen og afsked. ... En pige, der med held er blevet opdraget efter de sidste normer, skulle for eksempel hvert øjeblik nøjagtigt kunne fortælle, hvad der passer til et givet øjeblik som "situation", og hvortil der foreligger probate anvisninger. Men når sproget gennem tilpasning underkastes en sådan determinisme, er det ude med det: forbindelsen mellem sag og udtryk er skåret over, og ligesom positivisternes begreber nu kun skal være spillemærker, er den positivistiske menneskeheds begreber bogstavelig talt blevet til mønter. Der sker det samme med de talendes stemmer, hvis resonans al tale lever af, som ifølge psykologiens indsigt skete med samvittigheden: de erstattes helt ind i de fineste tonefald af en samfundsmæssig præpareret mekanisme."

- Fra Minima Moralia, dansk udg. s. 233-234.

J.F.K.