Simulacrum

Den italienske filosof Mario Perniola har beskrevet to filosoffers forståelse af værens manifestation for mennesket. Den ene er Heidegger, den anden Klossowski. De er grundlæggende uenige. Heidegger hævder, at mennesket har direkte tilgang til væren, og at fænomen og væren er det samme. Hermed tager Heidegger afstand fra en klassisk platonisk tankegang, der tænker væren som noget, fænomenerne forvrænger, tilslører og lægger sig imellem erkendelsen og væren, så mennesket reelt ikke har adgang til det sande, væren.
Klossowski mener, at det at vende tilbage til tingenes i sig selv er umuligt. Tingene i sig selv er simulacra, de er ikke fænomener, de er kopier af noget, der aldrig har eksisteret. De er tilsynekomst af det, der ikke eksisterer, og indirekte afvises dermed det metafysiske begrebspar, virkelighed og repræsentation. Al tilsynekomst refererer vedvarende til kopier, og de refererer til noget uden for sig selv, til gentagelse og er simulacrum. Gentagelse er et dunkelt begreb hos Klossowski. Begrebet forudsætter en del teoretiske slutninger, hvor en af måderne at forklare det er at henvise til, at den oprindelige repræsentation af væren gentages og gentages, men i forglemmelse af, at det er gentagelser, og Klossowski mener ikke, det giver mening at spørge tilbage til, hvad det oprindeligt var gentagelse af.
På hver deres måde afviser Heidegger og Klossowski altså den begrebslige skelnen mellem den sande verden og den tilsyneladende verden. Men hvor Heidegger udvikler en positiv forståelse af vores mulighed for at begribe verdens væren, er den mere negativt formuleret af Klossowski. For ham udstrækker tilsynekomst sig over al væren. En af grundene til, at simulacra kan synes som væren, er forglemmelsen af gentagelsen, oblivion, iflg. Klossowski (Perniola, 2000: 183).
Arketypen på simulacrum er fjernsynets gentagelse af verden, ikke som repræsentation, men med egen ret, som simulacrum. Ingen forveksler det med virkelighed, men det tages alvorligt og er noget reelt i sig selv. Det er en fælles intersubjektiv referenceramme og som sådan et virkeligt fænomen.
Hvis Klossowskis tankegang overføres til subjektets forhold til sig selv og selverkendelsesforhold, kan subjektet forstås som simulacrum, der ikke når ind til sig selv, men for hvem, der heller intet er at nå ind til, da der ikke er et noget at drage frem og afsløre. Men subjektet er samtidig heller ikke i overensstemmelse med sig selv, det er ikke identisk, men altid skævvredent, ude af sig selv, i angst, stræben og i søgen. I forlængelse af Nietzsche skriver Klossowski et sted:

”… il n’y a ni sujet, ni objet, ni vouloir, ni but, ni sens – non pas à l’origine, mais maintenant et toujours. // Les notions de conscience et d’inconscience formées à partir de ce qui serait responsable ou irresponsable, supposent toujours l’unité de la personne du moi, du sujet – distinction purement institutionnelle, passée de ce fait dans les considérations psychiatriques.” (Klossowski, 1969: 66-7).

Med andre ord afviser Klossowski grundlaget for at tale om et subjekt, og han fortsætter med, at begreberne som bevidst og ubevidst, forestillinger om subjekt og identitet, alle er begreber, som psykiatriens erfaringer har vist ugyldige. – Idet vi altså ved, at man ikke finder sit selv eller sit subjekt, men at det trods denne erkendelse stadig er en virkelig bestanddel af vores verden, så synes selvet, ligesom fjernsynet at være en kerneeksempel på et simulacrum – det er manifestation af noget, der ikke eksisterer i sig selv i Klossowskis forstand.
– M.L.

Radiomontage eller "musique concrète"

Det har i særlig grad fascineret mig at forsøge at skabe rum af lyd. Det er opstået ud fra den simple iagttagelse, at rum kan sanses uden at blive set. Tilbagekastninger og genklage fortæller om materialitet, stoflighed, hårdhed og rumstørrelse. Dertil muligheden for at skabe rumoplevelser i noget, der bliver et fiktivt rum, når forskellige rumklange kombineres og nye reallyde sættes til. Lad dette være iscenesættelsen, så har man situationen for den perfekte samtale i en radiomontage som en kombination, der har muligheden for næsten at blive musik.
Else Marie Pade har sagt, at ”…hele dagliglivet, der omgiver os, er musik,… her omformer man [så] lydene i et musikalsk kompositorisk forløb og indordner dem i ganske bestemte rytmer og klange.” Else Marie Pade har netop i sine tidlige radiomontager brugt reallydene kompositorisk, og som sådan er der meget at lære af hende. Det samme gælder for Karlheinz Stockhausens musik og Pierre Schaeffer, som introducerede begrebet musique concrète; i øvrigt må i dansk sammenhæng nævnes Per Højholt som inspiration til brugen af stemmens poesi i lydcollagen, som det, der danner overgang fra musik til sprogligt indhold.
På et tidspunkt i denne leg med reallydenes musik dukker spørgsmålet op om, hvad der er musik, og hvad der ikke er det. Hvis det, at dagligdagslydene ordnes, sættes i system og komponeres, skaber musikken; hvis reallyd kan skabe rumoplevelser, der forklarer og indikerer den rummelige situation, og reallyden kommer til at udgøre musik, så vil der opstå grænsetilfælde, hvor man ikke kan høre forskel på den uforarbejdede lyd og musik? Vi vil møde eksempler på ikke at vide, hvor grænsen går for, hvornår noget er arrangeret og dermed musik, fordi allerede det at opsøge bestemte lyde, er at arrangere.
Det er ikke et spørgsmål, der nødvendigvis skal besvares, men det er interessant at holde op som pejlemærke i skabelsen af radio. Det foranlediger til at sætte lyden i scene, at manipulere og danne en komposition, for hvornår hvilke lyde skal falde ind, og få lydbilledet til at leve og spille.
Idet lyden er manipuleret og designet, har den fjernet sig fra at være ren reallyd, og den er her ikke længere tilfældighedernes sammenspil i virkeligheden, men en arrangeret opsætning. Denne arrangerede lyd er på den anden side et endnu bedre udtryk for verden, for den skærper vores lytten og får os til at høre det, vi ellers ikke ville høre. Hvis vi tillader os at være polemiske, er den derfor mere virkelig, end hvis den ikke var arrangeret, fordi kompositionen retter vores opmærksomhed og gør, at der bliver lagt mærke til det, der ellers var forblevet ubemærket.
Rytmer blander sig og skaber musiske rumoplevelser med rytme og struktur parallelt til arkitekturens visualisering af rytme og struktur. Rummene er ikke ydre, men indre forestillinger og oplevelser hos lytteren. Når reallyden blander sig med samtalen, og reallydenes musik så at sige blander sig og går i samspil med de talende stemmer, når reallydene bliver til mere end blot udfyldning af stemmens pauser, idet de overskrider, så er det, at lydmontagen begynder at hæve sig.
- M.L.

Øjnene, der ser

Der har været en generel tendens til, at visuelle aspekter fik forrang frem for andre sanselige fænomener. Interessant er det imidlertid at bemærke de andre sansers betydning i det sanselige. F.eks. har de rum, vi færdes i, en særlig akustik; lyden er hår, blød, dæmpet, rungende osv., ligesom f.eks. lugten af rummene spiller ind i et rums æstetik. Det visuelle er præget af de andre sanseaspekter. Der er tale om en vis synæstesi, samsansning. Alligevel er det det visuelle, det øjnene ser, der er blevet det dominerende i vores tænkning og prioritering af verden. De andre sanser er blevet æstetiske støttemidler, krykker, der kan styrke eller stimulere de visuelle aspekter og deres semiotik.
En af de nemmeste måder at opdage de negligerede sanseaspekter er at afskærme sig synssansen ved enten at forestille sig fænomenerne uden deres synlige udtryk eller at holde sig for øjnene. At blinde sig. Få glasøjne. Bedøve sig, anæstesi.
Filosoffen Wolfgang Welsch taler om, at ”Anästetik problematisiert also die Elementarschicht des Ästhetischen, seine Bedingungen und Grenze.“ (Ästhetisches Denken, 1998: 11). Anæstetikken problematiserer det æstetiskes elementarlag, dens betingelser og grænser. Det er netop ikke kun en negativ afskærmelse, men en skærpelse af det, der bliver tilbage. Det er et sansemæssigt projekt at komme til erkendelse af, hvad det fulde fænomen indeholder af æstetiske bestanddele. Og da synssansen er den overdøvende sans, er det også den, som giver det mest radikale resultat at bedøve.
- M.L.

Opgør med enhedstænkning?

Hvad mener filosoffen Gianni Vattimo med il pensiero debole, den svage tænkning? Han taler om den svage tænknings modsætning, il pensiero forte, den stærke tænkning, som tænkningen med forbillede i kognitiv deduktion, og det lader os ane en opklaring. Vattimo lægger afstand fra metafysikken, der vil tænke væren ud fra nogle første principper, og han lægger op til en hermeneutisk tilgang, hvor f.eks. hver situation anerkendes at skulle tolkes ud fra sin egen logik i sin kulturelle, historiske kontekst.

Vattimo ser sig selv som en del af postmodernismen og lægger direkte afstand fra Lyotard påstand fra 1978, om at postmodernismen er passeret. Han beskriver postmodernismen som en bevægelse væk fra faste grænser for virkeligheden. Det er skellet mellem virkelighed og fiktion, simulation osv., der ebber ud, fortaber sig. Der er en tendens til, at gengivelse og anden simulation har fået en samtidighed med virkeligheden, bl.a. igennem fjernsyn, radio, Internet mm. Alt rundt om os sker i real tid. Og det, der er fiktion, får lov at fremtræde, som var det virkeligt - og det simulerede eller fiktionen tenderer at få samme status af virkelighed ved måden, det præcenteres, skaber et fælles referencepunkter i vores samtaler, bliver debateret og underkastet moral osv. Det er tendensen til at gøre historien simultan igennem f.eks. nyhedsdækningen og film, idet historien finder sted i en situation, hvor historicitet som diakroni, som en fast kausallitetslinje, flyder ud i intet. Den svages tænknings opgave bliver at medtænke disse nye aspekter, der synes at kendetegne vores virkelighed. Vattimo kritiserer den metafysiske forståelse af historien, hvor den tillægges en uniform tolkning, den forstås som havende en ideel udlægning. Dette, mener Vattimo, afslører sig som midler til at disciplinere og berolige, og han påpeger, at disse ikke længere er nødvendige inden for de aktuelle rammer:

”I concetti reggenti della metafisica – come l’idea di una totalità del mondo, di un senso unitario della storia, di un soggetto autocentrato capace eventualmente di appropriarsene – si rivelano come mezzi di disciplinamento e rassicurazione non più necessari nel quadro della attuali capacià di disposizione della tecnica.” (Vattimo, 1983: 18).

Man kan sige, at Vattimo vil have os til ikke fascistisk at følge og blindt tro på en tolkning af historien, men at anerkende dens flertydighed og mulighed for mangfoldig fortolkning - det modsatte er passiverende. Vattimo peger på, at man kun kan undgå den passiverende, metafysiske tendens ved at være åben over for en svagere form for tænkning:

”A questo rischio, a cui soggiare in definitiva il pensiero dialettico, utopico o negativo che sia, si sfugge solo se si associa alla critica della metafiscica come ideologia legata all’insicurezza e al dominio che da essa deriva la radicale ripresa del problema dell’essere...” (Vattimo, 1983: 18).

Det Vattimo, ligesom Heidegger, peger på, er, at man må gentænke, hvordan væren er; hvordan den fremstår, hvad betydningen er i dens fremståen og på hvilken måde, den er. Vattimo vil væk fra er en forståelse af væren med forbillede i måden, ting er på. Det jeg vil kalde den enkeltes levede væren, den sociale væren mm. adskiller sig fundamentalt fra den måde, ting er på. Og jeg vil tillade mig at stoppe med Vattimo, inden det bliver en regulær gennem og i stedet fabulere lidt over motivet i Vattimos gentagelse af et metafysikopgør. Hvad kan vi bruge det til? Jo, for mig indikerer det et behov for at åbne sig op for en flerhed af modeller, teorier eller syn på verden, fænomener og virkeligheder. Det indikerer, at det er utilstrækkeligt at ville indfange og forstå verden ud fra blot een model. Her kan en magtanalystisk tilgang måske hjælpe, idet den kan sætte ord på det fænomen, at en model på virkeligheden fremdrager visse aspekter af denne virkelighed, et andet andre, og det ikke nødvendigvis er muligt at komme med udtømmende overvejelser over, hvilken en, der er at foretrække frem for en anden. Dette er ikke et kampråb til opgivenhed, men et opråb om at lytte efter, ikke at bruge en teoretisk kæphest til at skærme sig af fra andre tilgange og måder at se tingene og sammenhængene på. - M.L.