Æstetisk etik

I forlængelse af nedenstående indlæg af Johan, vil jeg komme med mit bud på forholdet mellem det levede liv og den teoretiske etik, mellem det gjorte og det sagte. Jeg tilslutter mig Peter Sloterdijks fine pointe, om at der er en tendens til misforhold mellem handling og teori. Jeg vil dog ikke gå så langt og kalde det den kyniske fornuft. Jeg mener, det ”kyniske” langt hen ad vejen er et udtryk for teoretikernes manglende evne til teoretisk at sætte ord på det, der foregår i praksis.

Når Sloterdijk peger på Diogenes, vil jeg pege på Kant. Kants etik har haft endnu større indflydelse end Diogenes’ resignation, som ingen alligevel har vidst, hvad de skulle stille op med. Kant opstiller en morallov, det kategoriske imperativ, som nogenlunde fortæller, at man skal handle, så handlingen ville kunne være den rigtige for alle mennesker til alle tider. Alene vores sociologiske og antropologiske erfaringer siger, at der er noget helt galt her: Forskellige handlinger er rigtige eller forkerte i forskellige samfund til forskellige tider. Et andet argument imod den kantianske model er, at det er de færreste beslutningsprocesser, der giver een mulighed for reflekterende at overveje, hvad der måtte være den rigtige handling. Fænomenologisk betragtet må beslutnings- og handlingsprocesser snarere ses som noget, der foregår mere spontant, end den kantianske model tillader. Alligevel har filosofien haft en enorm tøven over for at bryde med det kantianske ideal.

Mit bud er, at etikken er blevet æstetiseret. Den rigtige handlen er en opmærksomhed og sans for samfundets normer, idealforestillinger om gode handlinger, og vigtigst af alt det handlende individs forståelse af den enkelte, konkrete situation med alle dens undertoner af ironi, fornemmelse for diskurs form, omgangsform, påklædning, talestyrke og måde, gestikulation, personlig fremtoning. Det er den spontane forståelse af de præsente omgivelser. Og dette er ikke noget, man teoretisk kan lære. Hvis man derfor skal forstå en handling, skal man begynde at se på de sociale og æstetiske elementer og deres indvirken på vores mere ideale forestillinger eller kantianske idéer om at kunne universalisere vores handlinger. For at bruge et kantiansk vokabular kan man sige, at dette er en genlancering af dømmekraften i bredeste forstand, som det der spiller ind på den praktiske fornufts område.

Det er med andre ord utilstrækkeligt at ville forstå den gode handling som et produkt af teoretiske og refleksive overvejelser. Man handler snarere spontant, ud fra uartikulerede fornemmelser i før-refleksivt i praksisformer, og grunden til, at man kan handle så hurtigt, er, fordi handlingsformernes overordnede struktur er nedlejret i os gennem livserfaring. Vi har et ”baggrundssindelag”, det jeg andre steder har kaldt, at vi er minded på en særlig måde, og det er herudfra, vi handler. Baggrundssindelaget er dannet igennem vores historiske omgang med andre mennesker, venner, familie, lærer og voksenbekendtskaber, i diskurs, gennem læsning og alt, hvad der har kunnet præge os. Det udvikler sig fra tidligt barndom i en proces, der måske bliver mere træg, som vi bliver ældre, men principielt aldrig ender. Det er igennem hele vores baggrundssindelag, vi intuitivt forstår den sociale og etiske situation, vi handler i. Det er baggrundssindelaget, der har givet os mulighed for at udvikle forståelse for de subtile undertoner i en situation, såsom ironi, sarkasme, hvilket netop er eksempler på situationer, som de klassiske moral- og handlingsteorier har haft problemer med at håndtere, f.eks. fordi ironien i situationen kan gøre det tilladeligt at sige ting, man ikke mener, men som der dog er noget om. Baggrundssindelaget betinger generelt set alle intentionelle akter, dvs. også intentionelle akter uden for det etiske domæne, f.eks. det rent æstetiske. Hermed argumenterer jeg for, at der er sammenfald mellem etik og æstetik, at der er sammenfald mellem den måde, vi forstår en moralsk handlingssituation, og den måde vi opfatter i den æstetiske erfaring. Fællestrækkene mellem disse to betyder dog ikke, at etik og æstetik er det samme, at forskellene udviskes, men at det er frugtbart at forstå dem i relation til hinanden. - M.C.L.

Peter Sloterdijks kynisme (del I)

Vi taler meget om, at der skal være overensstemmelse mellem det man siger og det man gør. Det værste, en politiker kan komme ud for, er at blive beskyldt for dobbeltmoral - forstået som manglende overensstemmelse mellem på den ene side dennes politisk-ideologiske handlinger og holdninger og på den anden side dennes personlige og private handlinger og holdninger.

Et par eksempler: Helle Thorning-Schmidt og Ritt Bjerregaard er to fremtrædende socialdemokrater (hhv. formand for socialdemokraterne og borgmester i København), som begge beskyldes for private luksuøse tilbøjeligheder. Thorning-Schmidt blev kaldt Gucci-Helle med reference til hendes svaghed for dyrt designertøj. Og Bjerregaard blev beskyldt for at indlogere sig på meget dyre hoteller samt at have ulovlige luksuslejligheder i København. Som socialdemokrater - pr. definition de svage borgeres beskyttere - er det ikke velanset at vælte sig i luksus.

Et andet eksempel finder vi i den generelle holdning til politiske yderfløje: Autonome og kommunister beskyldes for ikke personligt at leve op til deres egne idealer. Således bor og ejer fx mange venstreorienterede i nogle af Danmarks dyreste lejligheder på Østerbro.

Omvendt vandt socialdemokraten Mette Frederiksen stor respekt - og tilsvarende mange stemmer - da hun flyttede til sin valgkreds, Ballerup, for at komme tættere på sine vælgere. Det viser, at hun også rent fysisk-kropsligt går ind for sin sag. Hun kan sige til sine vælgere: "Se, jeg mener ikke bare det samme som jer, jeg ER ligesom jer."

Også filosoffer - specielt indenfor normativ etik - kan afkræves at efterleve deres foreskrivende idealer. Lever man ikke i henhold til sine normative værdier, bliver man som regel anklaget for dobbeltmoral.

Men hvorfor disse indvendinger? Hvorfor kræves der overensstemmelse mellem den "ydre" og den "indre" verden? Overensstemmelsen mellem det, man siger og det, man gør, har længe været ikke-eksisterende i filosofien, hævder filosoffen Peter Sloterdijk. I sin 'Kritik af den kyniske fornuft' skriver Sloterdijk således:

"Hos filosoffen, sandhedselskeren og det bevidste livs menneske må liv og lære stemme overens. Centrum i enhver lære er det, dens tilhængere legemliggør af den. [...] Men hvis filosoffen er kaldet til i egen person at leve det, han lærer, så bliver hans opgave i kritisk forstand meget mere end det: nemlig at lære hvad han lever. Siden tidernes morgen har enhver idealitet været nødt til at materialisere sig og enhver materialitet nødt til at idealisere sig for at blive virkelig for os som et væsen midt imellem. [...] At legemliggøre en lære, det er det samme som at gøre sig til dens medium."
(Kritik af den kyniske fornuft, s. 34)

Sloterdijk skriver videre i sit værk, at kynikeren Diogenes bliver inkarnationen af overensstemmelsen mellem idealitet og materialitet. Diogenes er nok mest berømt for at være den oldtids-filosof, der satte sig ned i en tønde og nægtede at tale for i stedet udelukkende at gestikulere med sin pegefinger. Han gjorde dog meget udover dette: På torvet i Athen, hvor blandt andre dialektikeren Sokrates huserede, udspillede sig efter sigende flere scener, hvor Diogenes både pissede, sked og kopulerede - selvfølgelig til folks store forargelse.

Men nu til vor egen tid. Hvis liv og lære bør gå hånd i hånd, behøver vi ikke at gå tilbage til den ekstreme Diogenes' metode. Hvad vi dog bør undgå, er at prædike en moral, vi ikke selv kan leve op til. Netop derfor er den normative etiske retning, fx i form af utilitarismen, så provokerende. Utilitarismen kræver, at vi skal maksimere 'det gode' i alle de valg, vi træffer. Nu vil jeg ikke i denne omgang gå ind i en etisk diskussion, men i stedet insistere på at undgå diskussionen, da diskussionen, i henhold til den filosofi, vi lærer af Diogenes, i sig selv er en flugt fra det levede liv. På denne måde kan Diogenes siges at være den første eksistentialist (Ibid. s. 39). Jo mere krævende den etiske retning bliver - og her må utilitarismen tage førstepladsen - des mere umulig bliver den at omsætte til praksis. Og én ting kan vi være næsten sikre på: Fortaleren for utilitarismen vil næppe selv (kunne) leve op til sin teori.

Derfor kan vi ifølge Sloterdijk tillade os ikke at tage den normative etik alvorligt. I hvert ikke sålænge dens fortalere ikke selv lever op til den. At vi alligevel i den vestlige civilisation er nået dertil, at idealitet og materialitet ikke længere behøver stemme overens, vil jeg behandle i anden del af dette essay...

Det subjektives myte

Jeg har tidligere været inde på Donald Davidsons afvisning af det subjektives relevans. Maltes provokation nedenfor kræver en uddybning herfra. Subjektive tankesystemers forskel fra sociale tankesystemer er temmelig begrænset, hævder Davidson, og jeg skal her prøve at forklare hvorfor.

"[D]ie mögliche Differenz zwischen individuellen oder sozialen Gedankensystemen [ist] begrenzt", hævder Davidson (Der Mythos des Subjektiven, s. 85). Grunden hertil er, at vi uddannes i en bestemt kultur, i et bestemt samfund, og erhverver herved et bestemt begrebsapparat. Dvs. alle modsætninger, alle antagonismer, protester, individualiteter etc. må for foregå indenfor dette begrebsapparat.

Vender vi os til æstetikken og til kunstværket bliver pointen, at det subjektive bidrag til kunstforståelsen smelter sammen med den intersubjektive reception. Kunstværket som objekt spiller sig op imod enhver tænkelig intersubjektiv reception indenfor de begrebsmæssige rammer, begge dele er underlagt. Der findes med andre ord ikke et individuelt begrebsskema, der kan have indflydelse på det æstetiske felt. Begrebsskemaet er tillært i en intersubjektiv kontekst og det individuelle bliver derfor blot en navigering indenfor et kendt begrebsskema.

Som tidligere nævnt kan den subjektive tanke, ytring og mening - i det hele taget: det subjektive bidrag - føres tilbage til et intersubjektivt forhold, hvori et fælles sprog tillæres, som er forankret i en objektiv verden. Måden, vi lærer at tale og tænke på, er tillært. Derfor kan der ikke tænkes strengt privat-subjektive tanker, da disses begrebslighed kan føres tilbage til et fælles sprog og tænkemåde.

En anden konsekvens af Davidsons påstand om den manglende subjektivitets gyldighed er, at skepticismen er falsk. Også skepticismens formulering er nemlig forudsat af et tillært begrebsskema. Vi kommer, populært sagt, derved til at bruge vores verden til at benægte vores verden med. Vi forudsætter altså, hvad vi samtidig benægter.

Om indre, subjektive tilstande siger Davidson: "Es liegt jedoch offenbar auf der Hand, dass es solche Zustände gar nicht gibt, jedenfalls nicht, wenn sie sich in Worten ausdrücken lassen sollen." (Ibid. s. 104) Den tilføjede opblødning er her ganske interessant. At oversætte subjektive tilstande til ord vidner måske alligevel om indre, subjektive tilstande, erkender Davidson, men han vedholder samtidig, at ordene er intersubjektive og at de indre tilstande derfor er en slags 'Ding an Sich', om hvilke vi intet kan sige. Enhver udsigelse foregår i et intersubjektivt rum, og udsigelsen repræsenterer ikke andet end sig selv; den repræsenterer ikke en subjektiv tilstand, for hvordan skulle en sådan tilstand kunne udpeges på anden måde end med udsigelsen. Den subjektive tilstand er derfor en irrelevant 'Ding an Sich'. Også i æstetisk sammenhæng, hvor vi kan operere med objekter og udsigelser. Udsigelserne optager her både det intersubjektive og det subjektive lag.

Om det subjektive kan vi kun sige, at udsagte tanker kan henledes til et subjekt, hævder Davidson. Men muligheden for overhovedet at have tanker kræver fælles målestokke om objektivitet og sandhed. (Ibid. s. 107).
J.F.K.

Det æstetiske felt

Den klassiske kunsthistorie og kunstfilosofi kan siges at ville se kunstværket som autonomt, hvilket giver det en form for transcendent status. Fortolkningen af værket overskrider det enkelte menneskes mulighed for at forstå det til bunds - det overskrider muligheden for at give det en udtømmende og fuldstændig fortolkning. Værkets status har karakter af at gøre det enkelte subjekts bidrag overflødigt. Den tilgang, jeg vil forsøge at fremstille, benægter ikke kunstværkets autonomi, men forklarer den som resultatet af hvad, der udfolder sig inden for en bredere ramme. Med andre ord er den ene udlægning af konsekvensen af dette relativismens given afkald på muligheden for at forstå værket - eller en værkanalyse, der benægter subjektivitetens relevans (dette er parantes bemærket en udbredt opfattelse, men fejlagtigt, fordi man derved overser subjektets positive bidrag i konstitutionsprocesserne). Den anden mulighed er, at man må tilnærme sig værket igennem en forståelse af konteksten i bredeste forstand. Det sidste indbefatter en historisk, udviklingsmæssig forståelse af det samfund, værket befinder sig i, tiden den blev fremstillet i og denne tids habitus, den mellemliggende periode og herigennem en kortlægning af vores samtids mulighedsbetingelser for at tillægge værket betydning. Det, jeg argumenterer for, er, at kunstværket udspiller sig i et rum, man kan kalde det æstetiske felt. Det kan siges at bestå af tre poler: 1) objektivitet, 2) subjektivitet og 3) intersubjektivitet, men det kan samtidigt ikke på nogen måde siges at udgøres kun af en af polerne i isolation. En isoleret betragtning kan godt nok have sin berettigelse set som en delundersøgelse, men det vil give et forvrænget resultat på egen hånd uden blik for det andet. Iflg. denne analysemodel knytter der sig til (1) objektivitets-aspektet værket og dets kontekst qua fysiske, med proportioner, størrelsesforhold, materialer, bearbejdelse, lysforhold, lugte, akustik, mm. Til (2) det subjektive ligger receptionsæstetikken og det perceptionsfænomenologiske. Hvis dette skal forstås uddybende, må man se på subjektivitetens perceptionskonstitution, både de receptive passive og de aktive processer for også at få øjnene op for de processer, det subjektive yder i konstitutionen af det objektive og intersubjektive. Her spiller hele subjektets historicitet ind sammen med dets livsverden. Det går helt fra den måde, man er opdraget, dannet og uddannet på, til hvilket dimensioner af verden man er interessemæssigt henført til og optaget af. Man kan sige, at det er en vis form for stemthed af personen. Det er det, jeg før har kaldt mindedness eller baggrundssindelag, som er det, der betinger alle intentionelle akter og dermed former baggrunden for det sind, der tænker, føler og sanser. Den måde, ens sindelag er stemt eller den måde, man er minded på, er som den sidste pol også afhængig af (3) den intersubjektive dimension. Det er de socio- og psykogenetiske processer for nu at låne begreber fra sociologen Norbert Elias. Det er den måde, man som person bliver præget af de sociale processer, hvis formation selv er dannet på baggrund af den socio-historiske udvikling. Det er normsæt, måder at gøre tingene på, tillærte sociale mønstre osv. I forbindelse med det konkrete æstetiske felt og forståelsen af et kunstværk, er det på den anden side også den sociale og normative kontekst, kunstværket indgår i og som det må forstås som opstået ud af.
Det er tanken, at alle æstetiske (/aisthetiske) fænomener kan forstås i dette trebenede felt.

Dette var i øvrigt een af de pointer, jeg præsenterede i et paper i weekenden til konferencen, The limits of Aethetics, på Forskerskolen ved de Æstetiske Fag, som i den kommende tid også ligger forelæsningen ud i sin fulde form for evt. interesserede sammen med de andre bidrag.

- M.C.L.